Du skal ikke lede efter din lederidentitet

af Kasper Warming | aug 23, 2022 | Artikel

Hvis der er noget, der kendetegner vores samfund i dag, så er det vores store fokus på individet. Vi dyrker sportsstjernen, der skiller sig ud fra de andre; lederen, der vender virksomheden fra konkurs til succes og politikeren, der klarer debatten bedst eller vinder flest personlige stemmer.

Ledelseskommissionen fulgte også denne trend i deres rapport fra sidste år, hvor de fokuserede meget på den enkelte leders ansvar og kompetencer. Blandt andet fremkommer de med den anbefaling, som snarere lyder som en befaling, om at lederen skal have en stærk lederidentitet.

Men der er to problematiske forhold i den måde at tænke på.

For det første misser vi pointen med ledelse, når vi udskiller lederen fra den helhed, hun er en del af. Og for det andet er lederidentitet et problematisk begreb, for selvom det benyttes i rapporten, i den simple betydning om den enkelte leder ser sig selv som leder, modsat at se sig selv som fagprofessionel, så installerer den tanken i os om, at vi har en lederidentitet.

Den tanke gør os nysgerrige på, hvem vi er som ledere, og selvom det kan virke mærkeligt, at det skal komme fra en filosof, så er det faktisk problematisk.

Lederidentitet

Identitet som psykologisk begreb handler om, hvordan man opfatter sig selv. Hvad er det, der gør mig til mig? I denne kontekst bliver spørgsmålet: Hvem er jeg som leder? Og med dette psykologiske spørgsmål leder lederen efter sig selv, men det interessante er, at jo mere vi leder, desto mere frustrerede og selvcentrerede bliver vi.

Hvorfor egentlig det? For det første er psykologi baseret på videnskabelig tænkning og metode, der handler om at præcisere, kategorisere, finde årsager og virkninger og til sidst sætte to streger under. Videnskab er en objektiv metode, og dermed skal den bruge et objekt, dvs. en genstand der skal undersøges. Derfor har man, i nogle dominerende psykologiske retninger, gjort selvet til en kerne, således at den kan undersøges videnskabeligt. Men der er intet bevis for, at selvet er en kerne.

Fra et filosofisk synspunkt er selvet som kerne snarere et sprogligt eller metaforisk trick, der giver videnskaben det objekt, der skal til for, at den videnskabelige metode er virksom. Under alle omstændigheder har psykologien endnu ikke ’identificeret’ selvet, og dermed er vores identitet stadig et mysterium for os rent videnskabeligt. Så det psykologiske ærinde ’at finde sin identitet’ må ende i frustration, da vi leder efter noget, som ingen endnu har fundet.

Så når Ledelseskommissionen befaler, at lederen skal have en stærk lederidentitet, er det selvsagt problematisk, da ingen endnu ved om en sådan findes, og de ledere, der læser det, risikerer at blive sendt ud på en endeløs rejse af frustrationer og uindfriede forventninger.

Selvoptagethed

Hvem er jeg? Det er et godt spørgsmål, som har givet anledning til en masse sunde overvejelser og refleksioner omkring livet, og hvordan man skal finde sin plads i det.

Det er som udgangspunkt et filosofisk spørgsmål, men er nu med ordet identitet blevet til et psykologisk spørgsmål. Hvad er forskellen på om ’Hvem er jeg’-spørgsmålet stilles psykologisk eller filosofisk?

Stiller du ’Hvem er jeg?’ som et filosofisk spørgsmål, handler det om at undre sig over, hvad er ’jeg’ egentlig for noget – hvad vil det sige at være sig selv? Hvad er en anden? Filosofisk stillet kræver spørgsmålet, at du reflekterer og åbner dig for mange muligheder, og vigtigst af alt undlader at svare, definere eller konkludere.

Selve øvelsen ligger i at stille sig på det filosofien vil kalde ’Den tomme plads’, som er stedet, hvor man slipper sine fordomme og giver plads til nye, ærlige og ubundne tanker om eksempelvis ens selv. Det er en svær øvelse, fordi den for de fleste føles utryg, men til gengæld er den enormt dannende.

Stiller du ’Hvem er jeg?’ som et psykologisk spørgsmål, handler det omvendt netop om at kunne svare. Her bliver øvelsen at snævre de mange muligheder ind mod ét præcist svar, eksempelvis en definition af ens lederidentitet, som skal findes inde i dig, i din kerne. Dermed retter du fokus indad og undersøger, hvad dine værdier er, hvad dine præferencer er, din barndom, din adfærd, dine reaktioner, dine følelser og så videre.

Det er en proces der, måske utilsigtet, gør dig enormt selvoptaget. Er du længe nok i processen om at svare på det psykologisk stillede spørgsmål ’Hvem er jeg?’, så handler alt til sidst om mig, mig og mig. Det er ikke fordi du er egoist eller selvisk, men jo mere du leder efter svaret på, hvem du er, desto mere selvoptaget bliver du, uden det egentlig er med vilje.

Vi mister os selv i jagten på os selv

Når vi endeligt har svaret på ’Hvem er jeg?’, bliver det næste spørgsmål uundgåeligt: ’Er det ’jeg’ godt nok?’

Vores selvoptagethed handler ikke om at hylde os selv, selvom det kan se sådan ud, især på de sociale medier, men er ofte snarere en bekymring om, at vi er gode nok. Som menneske, som leder, som medarbejder. Vi vil jo gerne udvikle os og blive et bedre menneske eller en bedre leder, men netop fordi vi vil det, kan vi ikke slippe blikket fra os selv. Alt skal evalueres, eftertænkes, gøres meningsfuldt, således at jeg sikrer, at jeg er på vej til at blive ’den bedste version af mig selv’.

Men du bliver aldrig den bedste version, hvis du fokuserer på dig selv. Du bliver faktisk slet ikke dig selv, for du kan ikke både observere dig selv, og være dig selv på samme tid. Du bliver tværtimod netop den version af dig selv, som observerer dig selv hele tiden, og dermed tøver med at være dig selv, og derfor ender med at føle dig kejtet.

Vi mister derfor os selv i jagten på at finde vores identitet. Vi mister fornemmelsen af, hvem vi er, i vores ihærdige forsøg på at besvare spørgsmålet ’Hvem er jeg?’ Ikke så meget fordi vi bliver dummere af at besvare spørgsmålet, der er meget i den proces, vi bliver klogere på, men fordi vi bliver tøvende og kejtede, og fordi vi i vores selvoptagethed bliver mindre forbundet med verden omkring os.

Vi er ingenting i os selv

Hvad er en leder uden medarbejdere? Hvad er et selv, uden nogen bekræfter det? Hvad er kærlighed uden nogen at give den til? Hvad er en mor uden et barn? En kunstner uden et publikum? En virksomhed uden et marked? En børnehave uden børn? Hvad er et menneske uden andre mennesker? Hvad er noget overhovedet uden en verden omkring at relatere til?

Ingenting!

Før i tiden troede vi, at solen drejede sig om Jorden. Nu ved vi, at Jorden ikke er universets centrum, men blot en uendelig lille prik i noget uendeligt meget større.

På trods af den erkendelse, går vi stadig ud fra, at alt på Jorden drejer sig om os, mennesket. Vi ved godt, at det ikke er sådan, men vi taler om os selv som noget andet end naturen omkring os, som om vi står overfor naturen og beskuer den som et objekt.

I vores selvoptagethed har vi mistet vores forbundethed med naturen, altså det faktum, at vi hver især blot er et stykke natur, bestående af de samme atomer som verden omkring os. Vi har den opfattelse, at vi er anderledes end alle andre dyr. Ja faktisk, at vi slet ikke er et dyr, men noget andet og mere.

Vi producerer unaturlige teknologiske ting såsom biler og computere med kunstig intelligens, men hvordan kan noget som er natur, mennesket, skabe noget unaturligt? En bil er atomer sammensat på en bestemt måde, ligesom en sten er det. Begge dele må være naturlige. Og når mennesket udvikler nye teknologier, adskiller det sig ikke fra, hvordan naturen udvikler nye former for liv gennem mutationer eller andre biologiske processer.

I vores samfund i dag har man meget fokus på individet. Det er vigtigt, at man er selvkørende og autentisk, at man så at sige kan stå selv og stå ved sig selv. Men hele idéen om individet og det, der identificerer det, leverer ny bakterieforskning nu et velanrettet slag imod. Denne forskning vil spørge: ’Hvad er et menneske uden milliarder og atter milliarder af bakterier?’

Og den vil svare: ’Ingenting!’

Bakteriologi og ledelse

Ny bakterieforskning er godt i gang med at bevise, at du ikke ville være til uden de mange milliarder af encellede organismer, der lever i dig og med dig. Kort sagt er din krop, ikke bare din krop, men et omvandrende økosystem af forbundne og gensidigt afhængige organismer.

Et godt eksempel er koen, som ikke selv kan nedbryde og fordøje det græs, den spiser. Det gør i stedet de milliarder af bakterier, der lever i dens tarme. Det er den gensidige forbundethed mellem den store organisme, og de milliarder af små organismer, der har skabt koen, som den vi kender i dag. Evolution er ikke kun survival of the fittest, det er i mindst lige så høj grad baseret på gode strategier for samarbejde og gensidig forbundethed.

Koen som vi kender den i dag, er blevet til gennem et langstrakt evolutionært samarbejde med de bakterier, der har udviklet sig sammen med koen. Med andre ord, det vi identificerer som én ko, er meget mere, eller snarere mange flere, end det vi ser. På samme måde kan vi næppe sige ét menneske, vi er mange flere end én.

I vores selvoptagethed antager vi, at bakterierne er til for vores skyld, men vi ved faktisk ikke, om det forholder sig omvendt. Og der er faktisk grund til at være i tvivl om, hvem der har bukserne på, for den nyeste forskning tyder på, at bakterierne både påvirker vores adfærd, psyke og appetit, så den passer til dem.

Set fra bakteriernes perspektiv, kunne mennesket lige så godt være en transportabel petriskål, der sørger for gode vækstbetingelser for dem selv.

Når nu alt det er sagt, så henvender jeg mig stadig til læseren som individ. Alt andet ville være uoverskueligt. Men bakterieforskningen må efterlade en refleksion i os, om hvem eller hvad der er vigtigst. Måske er du i dig selv, ikke særligt interessant, måske er det langt mere interessant at opdage, hvordan du er forbundet og ’bliver til’ i de miljøer og fællesskaber, du indgår i. Måske du skulle kigge udad i stedet for indad, hvis du vil være dig selv.

Ledelseslitteraturen har det som en selvfølgelighed, at lederen er den vigtigste, men måske er du som leder ikke interessant i dig selv, måske er det fællesskab, vi skaber fælles, det interessante. Måske er din lederidentitet i virkeligheden uinteressant, fordi du som leder er langt mindre i centrum, end du lader dig fortælle.

Har vi misset pointen med ledelse ved at fokusere på lederen?

Hvis din lederidentitet ikke er noget, du selv skaber, men noget, der opstår som følge af din fælles forbundethed i afdelingen, så er din lederidentitet i lige så høj grad et medarbejderanliggende, som det er dit eget. Måske ledelseslitteraturen i stedet for at udvikle lederen, først og fremmest skal udvikle fællesskabet, dvs. miljøet/kulturen, samarbejdet, relationerne mv., og derpå lade den enkelte blive udviklet som følge af det, der opstår i fællesskabet.

Muligheden for at ’blive til’ som leder og menneske ligger altså i de fællesskaber, vi indgår i. Som leder bliver du til gennem den organisation, du er en del af, dine kolleger, medarbejdere, chefer, andre afdelinger, kantinen, borgerne eller kunderne. Ligesom alle omkring dig bliver til gennem hinanden og altså også dig.

Med K. E. Løgstrup har vi lært, at vi altid holder den andens liv i vores hænder. Denne filosofiske og etiske erkendelse er med den nye bakterieforskning bekræftet biologisk set. Men at vi altid holder den andens liv i vores hænder må også betyde, at vores liv bliver holdt i de andres hænder, og det er i virkeligheden det, den nye bakterieforskning gør helt konkret.

Vi bliver til gennem hinanden

At vi er så afhængige af fællesskabet er ikke en velkommen erkendelse i et samfund, som netop hylder den selvkørende og autentiske. At være uselvstændig er det samme som at være svag, og alle, ledelseslitteraturen især, hylder den autentiske leder.

Men vi er tilsyneladende langt mere uselvstændige, end vi selv tror, og spørgsmålet er, om vi, ligesom med selvet, nogensinde bliver autentiske ved at forsøge at være det?

At være autentisk er for mange at være ægte, men at være ægte må føre tilbage til, at du er dig selv, og eftersom vi er nået frem til, at dette ’selv’ er umuligt at fastsætte, så er det at være ægte umuligt at sige, hvornår du er.

Derudover er det fællesskabet og ikke dig selv, der bedømmer, om du fremstår autentisk. Og det er sjældent den, der prøver at fremstår ægte, der er det. Den, som er til for den anden, sagen eller organisationen, og som glemmer sig selv, fremstår til gengæld ægte.

Autentisk betyder ordret at være til på egne vegne, at være sig selv, hvilket knapt længere kan siges giver mening. I stedet foreslår Ole Fogh Kirkeby, at vi bør være heteroentiske, som betyder, at vi er til på den andens vegne, og dermed følger han både K. E. Løgstrups og bakterie-forskningens erkendelser. At være heteroentisk kræver, at du erkender, at verden ikke drejer sig om dig, men at du drejer dig omkring det fællesskab, du er en del af (familien, venner, kolleger, organisationen, institutionen).

Det kræver, at du erkender, at du ikke bliver til gennem dig selv, men gennem fællesskabet, de andre. Uselvstændigt, ja måske, men nok langt mere reelt.

Den heteroentiske leder med dømmekraft

Den heteroentiske leder ved, at hendes lederskab i lige så høj grad hviler på hendes medarbejderes skuldre, og at hun er gensidigt afhængig af hendes medarbejderes og kollegers (vel)viljer, evner og lyst til samarbejde. Hun ved, at alle omkring hende er gensidigt forbundne, og at alles performance er afhængige af de andres.

Hun ved, at alle inklusive hende selv, er en del af en større helhed. Både for lederens egen og for fællesskabets skyld, er den heteroentiske leder tilstede på fællesskabets vegne, og således skaber de bedste betingelser for fællesskabet, og samtidig gennem de handlinger hun udfører og beslutninger, hun træffer på fællesskabets præmisser, vil hun blive til som leder.

Den vigtigste evne til at kunne fornemme den helhed, man er en del af, og ikke mindst evnen til at tage beslutninger på denne helheds vegne er: dømmekraft.

Denne evne er gennem historien erkendt som den væsentligste dyd, en leder bør have, og for at træne din dømmekraft, skal du turde filosofere. Du skal turde reflektere ærligt over, hvorfor du vælger, som du gør og stille spørgsmålene:

  • Handler dette egentlig om mig, eller i virkeligheden om noget andet, de andre?
  • Hvis jeg ikke er centrum, hvem eller hvad er så?
  • Kræver dette overhovedet en handling fra mig?

Nyt ideal for ledelse

Tager vi konsekvensen af de erkendelser, som denne artikel argumenterer for, må det føre til et nyt ideal for ledelse. Lederidealet som det fremføres i ledelseslitteraturen og ikke mindst den daglige tale i organisationerne er, at ’lederen skal have autenticitet og handlekraft.’

Overfor dette ideal stiller denne artikel hermed et nyt, som lyder: at ’lederen skal have heteroenticitet og dømmekraft.’

Det kræver at ledelseslitteraturen ikke henvender sig til lederen, som den vigtigste, og dermed understøtter lederens selvoptagethed, men henvender sig til alle, dvs. henvender sig til mennesket. Det skal med andre ord være ligeså interessant for en medarbejder uden ledelsesansvar at læse en ledelsesbog.

Idealet om at have heteroenticitet og dømmekraft er altså ikke kun lederens, men alles.

Lederen og medarbejderne skal ikke længere påskønnes at lede efter sin (leder)identitet, hvilket fører til frustration og selvoptagethed, men i stedet opfordres til at rette optagetheden udad, forme og lade sig forme af den helhed, de indgår i.

Gennem denne indstilling trænes den vigtigste dyd, dømmekraften, som i sidste ende er evnen, der kan bringe os tættest på følelsen af at være os selv.