Du skal animere til liv

Det regenerative paradigme – blog nr. 7/12

Velkommen til vores blogserie om Det Regenerative Paradigme. Her inviterer vi dig som læser med på den regenerative rejse, som vi i Promentum er på. Vi har ikke svar på alt, men tilbyder tankeredskaber og mulige eksempler. Vi forsøger at koble den del af vores fortid og erfaringer, der allerede har haft elementer af regenerative praksisser, med nutidige og fremtidige svar. Hertil forsøger vi, i samarbejde med jer og inspireret af teori og liv, at frembringe nye lokale regenerative praksisser, der kan skabe bedre verdener.

I juli har vi præsenteret 5 posts på LinkedIn med følgende begreber:

• Udvikling
• Synergi
• Den gode anderledeshed
• Først liv, så mening
• Praksisfællesskab

Du kan genfinde dem på vores LinkedInside her. Denne blog opsamler juli måneds 5 begreber og søger at gøre disse begreber mere praksisrettede og brugbare.

Juli måned har været dedikeret til at kigge på begreber, der kan være med til at skitsere en regenerativ didaktik og et regenerativt procesdesign. Formålet er således kun afsøgende samt udforskende og ikke definerende.

Vi har haft fem begreber til rådighed, og de, vi har udvalgt, udgør kun én mulighed af flere. Således skal de forstås som vores øjeblikkelige fokus inden for et felt, der som universet konstant udvider sig. Samtidig skal det også understreges, at sammensætningen af de fem udelukkende er baseret på akademiske jongleringer. Med det mener vi, at der ikke er et videnskabeligt belæg for den sammenhæng, de skaber – kun levede erfaringer. Men igen er formålet jo heller ikke at fremlægge en sandhed. Formålet er at udvide og forrykke perspektivet lidt.

Didaktik – tilrettelæggelse af undervisning

Inden vi kaster os ud i en gennemgang af månedens begreber (udvikling, synergi, den gode anderledeshed, først liv så mening og praksisfælleskab), så vil vi for en god ordens skyld lige kigge på, hvad didaktik betyder.

Ifølge den store danske så er didaktik ”den del af pædagogikken, der har til opgave at give en vejledning for undervisningen.”[1]. Det handler altså om, hvordan man tilrettelægger et undervisningsforløb og favner både, hvad der skal læres, og hvordan det skal læres.

Hvis man overfører det til et procesdesign, så kan det betyde, hvad der skal skabes, og hvordan det skal skabes. På den måde bliver didaktikken som begreb samlende for indholdet og pædagogikken i en given aktivitet. Og her kan det tilføjes, at pædagogik referer til ”læren om den teori og praksis, der omhandler mål, midler, sammenhænge og forhindringer i relation til udvikling af værdier, viden og kunnen hos den enkelte.”[2].

Udfold viden samtidig med at fællesskabet vokser

Det handler altså om, hvordan vi skaber rammer for, hvordan mennesker øger deres viden og kunnen. Når vi så kobler det på en regenerativ tilgang, så kan det i vores optik betyde, at det ikke blot handler om at tilegne sig en viden i en given retning eller mængde, men at viden udfoldes og skabes samtidig med, at deltagerne og fællesskabet vokser og bliver til, i en positiv forstand, mere end de(t) var og, i forlængelse her af, forandrer verden til det bedre.

Så hvis vi afholder en workshop eller en samskabelsesproces, så er det altså ikke nok bare at få en masse perspektiver i spil og et slutprodukt. Vi skal søge, at den enkelte og fællesskabet går der fra positivt forandret og med mere energi end da de kom. Det er en stor mundfuld, men håbet er, at nedenstående gennemgang af begreberne sat i relation til hinanden vil kunne give et bud på sådan en didaktik.

Vi vil starte med månedens sidste begreb praksisfællesskab og arbejde os igennem først liv, så mening efterfuldt af god anderledeshed og synergi for til sidst at slutte cirklen ved udvikling.

Praksisfællesskab er en decentreret læringsaktivitet

Vi starter med Lave og Wengers praksisfællesskab, da begrebet på bedste vis favner en læringskontekst, der er mere end indlæring via ’røven i sædet’ og lære/elev-relation.

I et praksisfælleskab lærer alle af og med alle, i stedet for at se viden, som noget der bliver overført fra én ekspert til ét fællesskab, så understreger tanken om praksisfællesskab, hvordan vi i fællesskab dels kan skabe viden om et felt, og dels hvordan vi kan hjælpe hinanden til at lære mere. På den måde er der tale om en decentreret læringsaktivitet, hvor alle i fællesskab sammen nærmer sig ekspertisen.

Det kan være svært at fastsætte et start- og sluttidspunkt for et praksisfællesskab, da det som begreb repræsenterer mere end klassiske organisations- og undervisningsformer. Nå det så er sagt, så er der nogle greb, vi kan anvende for at fremme et praksisfællesskab.

Alle er vigtige for fællesskabet

For det første skal vi se viden som værende mere end iboende i individet; viden er social og viden er situeret, som Lave og Wenger udtrykker det (Lave, Wenger, 2003s. 235). Herefter skal der etableres en decentreret omgangsform i forhold til, hvad der skal læres. Som eksempel kan de mere erfarne inden for et givent felt byde ind med deres viden, og de mindre erfarne stiller uddybende spørgsmål og udfordrer de eksisterende selvfølgeligheder.

Det kan enten ske i mindre grupper eller som en plenumform med en kombination af mindre oplæg, spørgerunder og udfordrende dialoger. Kernekonceptet er plads til mangfoldig refleksion. Samtidig er det vigtigt at understrege, at alle, ligegyldigt erfaringsniveau, er vigtige og har værdi for fællesskabet og den fælles refleksion og læring.

På den måde kan man skabe en mulighed for, at læringen kan overskride den i fællesskabet eksisterende viden.

Lev det for at forstå det

En sådan arbejdsform vil i et regenerativt perspektiv opfylde to mål: for det første vil den skabe mere viden og nye muligheder for den enkelte og for fællesskabet, og for det andet så vil den i sig selv havde potentialet til at være regenerativ, da selve interaktionsformen søger samarbejde frem for konkurrence, at samle mennesker frem for at adskille dem samt at skabe fokus på at støtte hinanden i at vokse frem for at kun at tænke på sig selv.

På den måde kan en tilgang baseret på praksisfællesskab hjælpe os til både at skabe regenerative resultater samtidig med, at vi lever den regenerative tilgang. Hermed kommer vi videre til månedens fjerde begreb og Johan Borghäll med hans forståelse af, at øvelsens virke ligger i selve ud-øvelsen (Borghäll 2019, s. 48). En didaktisk tilgang, der fordrer først liv – så mening; først handling – så tanke; først gør vi noget – så reflekterer vi over det” (Borghäll 2019, s. 80).

Det handler om at leve det for at forstå det; først liv – så mening.

For at få elever eller en gruppe deltagere til at leve et praksisfællesskab, så skal man ikke blot facilitere forskellige processer, man bliver nødt til at animere konteksten til live og animere deltagerne til at leve; man skal være en animatør.

Animatørens rolle er vigtig

En animatør adskiller sig fra den gængse underviser- eller facilitatorrolle ved ikke blot at igangsætte på afstand, men ved at være deltagende og leve med: ”i undervisningssituationen kan animatøren bevæge sig fra forskellige undervisningspositioner. I et moment kan han være deltager, i et andet være deltagende observatør, eller fortolker, eller intervenient” (Borghäll, 2019, s 74).

Som deltager er man med spontant og på lige fod med alle. Den deltagende observatørrolle forholder sig ikke-dømmende til, hvad der sker og kan efterfølgende dele det observerede med fællesskabet. Fortolkeren er ikke alvidende, men bibringer hypoteser, mulige fortolkninger af det skete og skaber rum for dialog.

Intervenienten intervenerer og bruger sig selv som redskab til at skabe rummet, emotioner og oplevelser. Man blive således nødt til at fralægge sig ekspertisen og frisætte sig selv i forhold til slutmålet, for ”initiativet kommer fra deltagerne og fra animatøren, som kanaliserer forslagene ind i en kollektiv bevægelse”( Borghäll, 2019, s. 72).

Det kræver mod og ydmyghed, og ja man løber en risiko ved at sætte sig selv i spil, men sårbarheden, der vises inviterer til sammenhold og samliv, således at der ikke bare arbejdes om en fælles opgave, men også om en fælles sag og omgangsform.

Anderledes møder afhjælper identitetslukning

Man kan argumentere for, at det møde vi nu allerede har haft gennem tankerne om praksisfællesskab og animatør-rollen i sig selv er et møde med den forhåbentligt gode anderledeshed, det tredje begreb, som Thomas Ziehe præsenterede os for midt i måneden.

Formålet med at skabe et anderledes møde er at afhjælpe en for tidlig identitetslukning hos deltagerne, hvilket i Ziehes beskrivelser referer til, at deltagere for hurtigt identificerer sig med en ide om, hvordan det hele hænger sammen og lukker af fra andre muligheder og læring.

Lige som Lave og Wenger så bruger Ziehe også begrebet decentrering. Hvor praksisfællesskab lægger op til en vandring væk fra en centreret læringsform, så bringer Ziehe den bevægelse i spil ved at forholde sig til, hvordan den enkelte decenterer sig fra sig selv for at se andre muligheder og identitetsformer.

Den gode anderledeshed handler i al sin simpelhed, og kompleksitet, om at give deltagerne mulighed for at forblive nysgerrige og ikke blive ’ofre’ for deres egen forforståelse: det ved jeg allerede! hvad bliver resultatet af det her? og hvorfor er jeg overhovedet her? Man ”må ryste vishederne”, som Thomas Ziehe skriver (Ziehe, 2004, s. 76).

Det skal ikke gøres voldsomt eller demonstrativ, men venligt og tilpas. Konkret handler det om at starte anderledes op end forventet, at man skaber et rum og en form, der er anderledes end de forventede, samt at man giver muligheden for at være anderledes. Det lyder måske ikke super konkret, men tænk over, hvad der sker, når vi starter med en historie og i stedet for at spørge ind til, hvad folk mener formålet var med den, så spørger hvad ”oplevede og følte du under fortællingen?”

Pointen er, at vi skal animere et rum, hvor deltagerne holder sig åbne og har lyst til at dele ud af sig selv, deres viden og erfaringer. For vi skal huske på, at formålet med hele den her tankerække er, at den enkelte vokser, fællesskabet vokser og den viden og de output, der kommer, bliver mere end blot de enkelte ressourcer langt sammen.

Synergi er middel og mål

De tre ovenstående begreber leverer en grobund for synergien, der udover at være månedens andet begreb også understreger målet og midlet for fællesskabet. Som middel er synergi noget, vi søger at bringe frem via en bestemt interaktionsform i undervisningen eller i processen med det formål at skabe bedre resultater.

Synergi kan skabes ved, at den enkelte deltager får mulighed for at give sig 100 procent. På den måde kan fællesskabet opnå at bliver mere end sine enkeltdele lagt sammen. At lægge det fulde ansvar over på den enkelte vil være at skyde forbi målet. Vi bliver nødt til at animere en kontekst, et praksisfællesskab, hvor det at give sig hen og give slip på bånd og konformiteter bliver en legitim adfærd.

Vi har brug for synergi som middel for at nå målet, som i sig selv er synergi. På den måde kan vi slutte ringen ved at genbesøge månedens første begreb – udvikling. For hvis vi skal lykkes med at skabe en regenerativ udvikling, så bliver vi nødt til at skabe det igennem synergi og for at skabe synergi så bliver vi nødt til at udvikle os i fællesskab.

Hvis ikke udvikling, så afvikling

Udvikling er, og vil altid være, en del af livet. Livets udvikling har ført os til, hvor vi er lige nu og vil tage os med videre ind i fremtiden. Udvikling bliver ofte sat i forbindelse med noget positivt, noget der hjælper os eller en indsats til en bevægelse mod et højere niveau af funktioner og evner, men livets logik er også rå. Vi skal udvikle os for ikke at blive afviklet.

Denne forståelse fylder efterhånden mere og mere. Hvis vi ikke udvikler os, så er vi out of business til næste år; hvis du ikke udvikler dig, så bliver du uattraktiv for markedet. Men måske har vi ikke brug for denne hæsblæsende og skræmmende tilgang til udvikling. For vi udvikler os, om vi vil det eller ej. Det er livets logik, og i et regenerativt perspektiv så er det vigtigere at sætte udviklingen fri, end det er at tæmme og ensrette den kun med slutmålet for øje.

De ovenstående sider har netop til formål at understøtte den proces, hvor målet glider i baggrunden for det levende, idet udvikling i sig er at leve. På den måde kan vi skabe processer, hvor vi dels skaber ny viden og nye muligheder samtidigt med, at den enkelte og fællesskabet kan vokse, hvilket er formålet med en regenerativ didaktik.

Det var en stor mundfuld, men forhåbentlig har vi rykket lidt ved, hvordan du næste gang går til en undervisning eller en proces. Det du selv kan gøre, er at:

• Huske på, at udvikling skal sættes fri før den kan kanaliseres
• Synergi er noget I skaber sammen ved at give jer 100%
• Den gode anderledeshed handler om at kunne mødes på en lidt anden måde, end I plejer
• Først liv, så mening understreger, at det er i vores nuværende interaktionsform, at vi kan finde udgangspunktet til nye løsninger, og at livet har et formål i sig selv
• Viden skabes socialt på tværs af niveauer og erfaringer via interaktion i et praksisfællskab
• Der er brug for mere end facilitering… der er brug for at animere konteksten til live

Litteratur:

Dion Sommer: Udvikling – fra udviklingspsykologi til udviklingsvidenskab, 2017

Thomas Ziehe: Øer af intensitet i et hav af rutine – nye tekster om ungdom, skole og kultur, 2004

Johan Borghäll: At bryde isen – aktiviteter der opliver, overrasker og skaber samhørighed, 2019

Jean Lave og Etienne Wenger: situeret læring – og andre tekster, 2003

Torben Hansen, Christian Engell, Andreas Bolding Christensen & Søren Svane Hoyer: Teambold – Forstyrrende boldspilspædagogik i teori og praksis, 2021

Anders Halling, Bjarne Andersen, Charlotte Skiv Agergaard og Chaarlotte Worm. Bolden i spil – teambold i teori og praksis, 2005

[1] https://denstoredanske.lex.dk/didaktik

[2] https://denstoredanske.lex.dk/pædagogik