En introduktion til organisationen som et levende, selvorganiserende system – og hvad det betyder for ledelse
Der er en voksende erkendelse i mange organisationer: Noget i vores måde at organisere arbejde på skaber ikke længere den bevægelse, det engagement og den kvalitet, vi ved er mulig.
Vi ser organisationer med høj aktivitet, men begrænset fremdrift. Beslutninger træffes, men mister kraft i udførelsen. Strategier er klare i formuleringen, men vanskelige at få til at leve i praksis. Samtidig svækkes forbindelsen til opgaven og til hinanden.
Det er ikke et spørgsmål om kompetencer. Det er et spørgsmål om vores organisering.
I store dele af den etablerede organisationsforståelse betragtes organisationer som systemer, der kan designes, styres og optimeres. Forandring forstås som noget, der kan planlægges og implementeres, og stabilitet opfattes som et tegn på, at organisationen fungerer.
Denne forståelse er utilstrækkelig.
Den forklarer ikke, hvordan engagement opstår. Den forklarer ikke, hvorfor noget begynder at bevæge sig. Og den forklarer ikke, hvorfor liv enten opstår – eller forsvinder – i organisationer.
Organisationer er levende.
Og det har konsekvenser.
Når vi i Promentum arbejder med at udvikle organisationer, tager vi afsæt i en forståelse, der er udviklet gennem praksis og er teoretisk forankret:
At et økosystem er regenerativt, når det skaber forudsætningerne for liv – og for at livet konstant kan udvikle og udfolde sig.
Det er denne forståelse, vi oversætter til organisationer.
En regenerativ organisation kendetegnes ikke ved sine modeller, men ved sin evne til at skabe betingelser, hvor liv kan opstå og udvikle sig i samspillet mellem mennesker, relationer og opgaveløsning.
Organisationen som et levende system
For at forstå dette må organisationer ses som levende systemer.
Med afsæt i Fritjof Capra kan levende systemer beskrives gennem principper, der også gælder for organisationer.
Liv organiserer sig som netværk. Sammenhæng opstår i relationer – ikke i strukturer alene. Opmærksomheden samler sig derfor om kvaliteten af forbindelser mellem mennesker, fagligheder og opgaver.
Levende systemer er samtidig indlejret i større helheder. Alt hænger sammen, og ændringer ét sted sætter bevægelser i gang andre steder. Organisationer må derfor forstås som sammenvævede helheder frem for adskilte enheder.
Liv udfolder sig gennem flow. Energi, information og opmærksomhed bevæger sig kontinuerligt gennem systemet. Når bevægelsen mister kraft, mister systemet sin vitalitet.
Endelig er levende systemer præget af kredsløb. Erfaringer, viden og relationer føres videre og bliver til grundlag for ny udvikling. Når dette kredsløb brydes, mister organisationen både læring og energi.
Disse principper peger samlet på, at organisationer ikke er stabile konstruktioner, men dynamiske systemer i konstant bevægelse.
Med afsæt i C.S. Holling kan denne bevægelse forstås som en dynamik, hvor stabilitet, opløsning og fornyelse indgår i løbende cyklusser.
Udvikling følger ikke planer. Den følger bevægelsen – og opstår som selvorganisering.
Selvorganisering og ledelse
Når organisationer er levende systemer, bliver selvorganisering et grundvilkår.
Selvorganisering betegner den proces, hvor struktur, koordinering og retning opstår gennem samspillet mellem mennesker og opgaver. Initiativ opstår tæt på praksis, og løsninger udvikles i takt med, at situationer udfolder sig.
Selvorganisering er ikke et valg. Det er et vilkår, der enten understøttes eller hæmmes.
Denne dynamik forudsætter bestemte betingelser.
Forbindelser skal være åbne, så information og opmærksomhed kan bevæge sig. Relevante perspektiver skal være tilgængelige dér, hvor arbejdet udføres. Og arbejdet skal opleves som meningsfuldt og have en retning, som giver mulighed for handling.
I mange organisationer er disse betingelser svækket. Omfattende styring, detaljerede strukturer og faste beslutningsveje reducerer systemets bevægelighed. Initiativ forskydes væk fra praksis, og koordinering bliver afhængig af formelle strukturer frem for relationer.
Resultatet er ikke mere klarhed. Det er mindre bevægelse.
Set i et regenerativt perspektiv handler det om livsbetingelser. Når forbindelser svækkes, bevægelse begrænses, og opmærksomhed samles få steder i systemet, bliver det vanskeligt for liv at udfolde sig. Selvorganisering er et udtryk for, at der er liv i systemet, og at dette liv har mulighed for at bevæge sig, forbinde sig og udvikle sig.
Det er denne forståelse, der danner grundlag for vores arbejde med organisationer.
Ledelse får i den sammenhæng en anden karakter.
Ledelse retter sig mod at skabe og vedligeholde de betingelser, hvor liv kan opstå. Det indebærer at styrke forbindelser, arbejde med det, der hæmmer bevægelsen omkring opgaven, og understøtte den bevægelse, der allerede er i gang.
Opmærksomheden samler sig om relationernes kvalitet, om hvor der opstår energi, og om hvor arbejdet mister fremdrift.
At iagttage liv i organisationer
Hvis organisationer er levende, må liv kunne iagttages.
Liv viser sig ikke som et enkelt fænomen, men som en række kvaliteter, der kan sanses i organisationens daglige praksis. Det træder frem i mennesker, i relationer og i organisationens samlede evne til at bevæge sig og udvikle sig.
I vores arbejde med regenerativ organisationsudvikling har vi over tid udviklet en række indikatorer for liv, som gør det muligt at iagttage, hvor og hvordan liv er til stede i organisationer – og hvor det er ved at miste sin kraft.
Det viser sig i menneskers energi, engagement og oplevelse af mening i arbejdet. Det viser sig i relationer, hvor der er resonans, gensidighed og evne til at blive påvirket og udvikle noget sammen. Og det viser sig i organisationens bevægelse – i hvordan opgaver udvikler sig, hvordan beslutninger finder vej, og hvordan viden og initiativ cirkulerer.
Disse kvaliteter optræder ikke isoleret. De påvirker hinanden og forstærker hinanden over tid. Når mennesker er i kontakt med deres opgave, styrkes relationerne. Når relationer er levende, opstår der bevægelse i organisationen. Og når organisationen er i bevægelse, skabes der nye muligheder for engagement, læring og udvikling.
At arbejde med liv i organisationer handler derfor om at skærpe opmærksomheden på det, der allerede er til stede.
Det, der kan iagttages, kan næres. Det, der overses, mister gradvist sin kraft.
Denne opmærksomhed bliver særlig tydelig, når man træder ind i organisationer, hvor arbejdet faktisk er levende.
Når arbejdet lever
Når liv er til stede i en organisation, kan det mærkes i den måde mennesker er sammen på, og i hvordan arbejdet bevæger sig.
Opmærksomheden er til stede i rummet. Blikke mødes, og det, der bliver sagt, får betydning.
Mennesker bringer det, de ser og er optaget af. Erfaringer, perspektiver og spørgsmål bliver en del af det fælles arbejde, og noget nyt tager form i det, der deles.
Samtaler får bevægelse. Der opstår resonans i det, man undersøger sammen, og det, der opstår, bæres videre i relationerne.
Arbejdet udvikler sig i sammenhæng. Opgaver bliver grebet, forbundet og ført videre. Det, der sættes i gang ét sted, bevæger sig videre og skaber nye koblinger andre steder i organisationen.
Forskelle er til stede som en ressource. Perspektiver mødes og udvider forståelsen af opgaven. Det fælles bliver rigere, fordi flere stemmer bidrager.
Der er energi i det, der sker. Nærvær i det, der deles. Og en vedvarende opmærksomhed på det, der er ved at tage form.
I denne sammenhæng bliver ledelse synlig på en bestemt måde. Den viser sig i det, der bliver set og fulgt, i evnen til at holde forbindelser levende og i omsorgen for, at arbejdet kan fortsætte sin bevægelse.
En levende organisation er et fællesskab i bevægelse, hvor det kan mærkes, at det, der skabes sammen, har betydning.
Ledelse som ansvar for liv
Når organisationer forstås som levende systemer, ændrer det, hvad det vil sige at lede.
Ledelse bliver et arbejde med livsbetingelser. Med det, der gør det muligt for mennesker at forbinde sig, bidrage og skabe noget sammen.
Det retter opmærksomheden mod organisationens tilstand. På energi, forbindelser og bevægelse.
Ledelse bliver dermed en praksis, der arbejder med at holde organisationen levende.
Det kræver nærvær og dømmekraft. En evne til at sanse det, der er afgørende, og til at arbejde med det, der er ved at tage form.
Udvikling er ikke noget, der gennemføres. Det er noget, der næres.
En regenerativ organisation er ikke et mål, men en praksis, der løbende må opretholdes. Den viser sig i organisationens evne til at skabe sammenhæng, bevægelse og mening.
Det gør ledelse til et ansvar.
Et ansvar for at skabe betingelser for liv. Et ansvar for at holde organisationen i bevægelse. Og et ansvar for at sikre, at det, der skabes sammen, har betydning.
Du kan læse om Promentums 1-årige lederuddannelse med certificering i Regenerativ ledelse her
