Civilisation og økonomi
I begyndelsen var gælden.
Sådan kunne man indlede den bibel, der beskriver, hvordan vi på et helt lavpraktisk plan har indrettet den globale økonomi.
For at gøre det muligt at flytte så stor en del af den voksende menneskelige befolkning til byerne (snart over 75% af de godt 8 mia), har vi skabt en strøm af ressourcer, der starter med lånet.
Interessant nok kunne lånet jo gå til hvad som helst. Derfor er det ikke sikkert, at man behøver at ændre det princip. Nu har det været sådan i en årrække, at de ydede lån gives på betingelser. En af betingelser er, at man giver lån i form af kapital, med den betingelse at låntager giver mere kapital tilbage, end man har lånt. Sådan skabes penge i dag, og det er den første ligning i verdensøkonomien.
Når vi giver lån med den betingelse, at lånyderen skal have mere kapital retur, end de har ydet, starter det en kaskade af årsagssammenhænge. Den, der modtager lånet, bliver jo nødt til på en eller anden måde at sikre, at der bliver midler til at betale lånet tilbage over tid, så aftalen overholdes.
På den måde starter kaskaderne med, at alting betragtes ud fra dets evne til at give den, der tager det, mere ud af at tage det, end man selv har givet for at få det.
Det bliver hurtigt meget abstrakt. Og hvis det nu bare var det, så var der jo ikke det helt store problem. Men det er et problem, fordi det meste af vores omgang med verden trods virtuel økonomi og kunstige intelligenser, er materiel. Det er derfor, det bliver et problem, når præmissen er, at vi skal have mere igen, end vi har givet. Fordi den regenerative tidsalder står med et forhold til det materielle, der ikke kan ignoreres, uanset hvem vi er og hvad vi producerer.
Vi er blevet så vant til princippet, at vi overfører det fra det finansielle område til alle andre områder, som om det var uproblematisk. Vi låner lidt sand fra kysterne, for vi skal bygge et hus. Men sandet skal være mere værd, så vi låner også lidt vand, så sandet kan blive mere værd. Vi låner noget mere sand, for vi skal have vinduer i huset. Og så låner vi en hel masse mere vand. Og noget jern, for det har jorden så meget af. Og det hele skal opgraderes, så det er mere værd for os, end da vi tog det.
Betaler vi nogensinde tilbage? Spørg den seneste opgørelse af dansk økonomi, hvor natur-kapitalen er regnet med. Det ser ikke så godt ud. Vi ophober sådan set bare gæld.
Se på malstrømmen, den går under navnet Urban Vortex. Forklaringen på den er såre simpel. I hjertet af den udvikling, verden er i gang med, er en urbanisering, der er vildere end nogensinde. Men ét er, hvor mange mennesker der kommer til at bo i byerne. Man skal passe på ikke at lade sig narre af den slags populationsopgørelser. Ligesom opgørelserne af befolkningsproblemet som sådan, har de det med at sætte lighedstegn mellem befolkningsvækst og klimaproblem.
Men vortex, malstrømmen, det, den gør, er at suge levende materiale til sig, det er den sultne bys princip. Den suger alt levende til sig, bruger det, suger det ind i sin malstrøm, forvandler det (værdiforøger det vil nogle sige), og efterlader i alt for høj grad død substans. En substans, der efterfølgende er alt for svær at forvandle og gøre til liv igen. I stedet for at dyrke deres egen mad er byerne afhængige af at suge maden til sig udefra, fortære den (efter den er blevet ‘forædlet’), fordøje den (eller smide den ud inden den er blevet fortæret), spytte den ud, for til sidst at brænde den og sende dens rester ud i atmosfæren.
Økonomi. Låne, låne, låne. Hvornår begynder renterne at gå den anden vej? Hvornår begynder byerne at give mere liv tilbage, end de har taget? Det er jo det simple princip i kernen af det regenerative. Skab mere liv, end vi tager. Skab bedre betingelser for liv, end der var, før vi greb ind.
Det her kunne handle om byer og byggeri (som er ansvarligt for mellem 40 og 50% af verdens energiforbrug og CO2-udledning). Og det gør det selvfølgelig også. For bag de fine ord om at blive CO2-neutrale gemmer sig, at vi lader som om, beboerne ikke er med i byen, når vi beregner dens aftryk (det, der kaldes scope 2 og 3 regnes ikke med). Men når vi er færdige med byggeriet, sidder vi tilbage med et spørgsmål: hvem var det, vi byggede til?
Ja, netop. Os allesammen.
Så det her med malstrømmen handler jo ikke kun om byernes byggeri. Det handler længere inde i kernen om dem, der bebor byerne. Det handler om den civilisation og økonomi, som baserer sig på malstrømmens ekstraktive logik.
Det er derfor, der ikke er nogen organisation, der “går fri” i den regenerative transformation. Uanset hvad det er, vi producerer, forarbejder, cirkulerer, beregner, kommunikerer. Hver eneste dag starter med spørgsmålet: giver vi tilbage, skaber vi bedre betingelser for liv, eller er vi i gang med at låne fra livet, fordi vi er skrevet ind i malstrømmens logik?
En enkel øvelse I kan prøve på en fredag morgen: se på jeres tidsforbrug. Det kan nemlig altid oversættes til energiforbrug, til livsforbrug. Hvor meget af tiden går hver dag til at efterleve en gæld, nogen har skabt, som i sidste ende lander med at have taget fra en naturbank af liv, uden andre planer end, at der skulle skabes mere værdi for os, byernes herskere? Og omvendt: hvor meget af tiden går med at give liv tilbage? Og her er det måske mindre afgørende, om det er liv, vi direkte har lånt i går, eller om det er liv, vi kunne bidrage til at forbedre.
På nuværende tidspunkt i vores evolution er vi belånt til op over begge ører. Det er tid til at ændre på malstrømmens princip. Tid til at bruge den enorme kapacitet, vi har, til at se på hvor meget liv, vi kan skabe. Hver dag. Med renter og renters rente.
En enkel handling kunne derfor være at tage noget af den tid, vi kommer til at spare i de her år på at automatisere, og bruge den på at se, hvordan vi kan skabe bedre betingelser for liv. Eller endnu bedre: vi kunne bare beslutte at tage fx 1% af organisationens tid og bruge på at skabe bedre betingelser for liv, uden at forvente noget som helst igen. Og så bare se, hvad der sker. Det ville nemlig være at vende malstrømmen om – i det mindste en lille smule.