Viden

fra os til dig

Blog-serie: Skærp din kritiske sans i det personlige lederskab

Kim Andersen / ka@promentum.dk

Læs tredje blog i min erhvervspsykologiske blog-serie. Her får du bud på, hvordan du kan skærpe din kritiske sans som leder og udfordre ”sandheder” i form af f.eks. leveregler og forventninger, der påvirker dit arbejdsliv, dit lederskab og dit liv generelt.

I mine blogs skriver jeg om, hvordan du – med en lille investering i tid hver dag – kan fordybe dig i ledelsesmæssige temaer og styrke din psykologiske indsigt. Bloggen er skrevet til alle, der i det daglige bedriver ledelse – formelt som uformelt – og har indflydelse på mennesker, teams og organisationer.

Læs også andre blogs i serien:
TouchPoints: brug hverdagens små øjeblikke til at lede dine medarbejdere
Dit mindset er dit valg i det personlige lederskab

3. Skærp din kritiske sans – og giv dine egne erfaringer øget status

I udviklingen af dit personlige lederskab er der et tredje tema, jeg vil opfordre dig til at kigge på. Det handler om at skærpe din kritiske sans og være opmærksom på de ”sandheder”, der er en del af din dagligdag. Det er samtidig en opfordring til, at du giver dine egne erfaringer øget opmærksomhed og status fremfor at lytte til disse ”sandheder”.

Med sandheder mener jeg f.eks. sandheder fra vores kultur om, hvordan vi ”bør” handle, og også dine egne sandheder, som du har med dig fra forskellige tidspunkter i dit liv. Disse sandheder har en tendens til at gøre noget ved os som mennesker – og dig som leder. Jeg oplever, at mange ledere glemmer at lytte til deres egen stemme og erfaringer og i høj grad har brug for at udfordre sandheder.

Lad mig komme med et eksempel…

På et lederudviklingsforløb, jeg stod for, kørte vi tre længerevarende forløb årligt for højtplacerede ledere fra forskellige organisationer. I en periode havde vi flere ledere fra samme organisation, og der tegnede sig et billede af, at der i denne organisation var et højt niveau af ”angst” og usikkerhed. Det viste sig, at der i ledelsen var fokus på nogle ledelsesmæssige ”sandheder”, som teoretisk set var meget svære at forstå. Der var i vid udstrækning opstået en kommunikationsform, hvor det var vigtigt at bruge de nyeste og sværeste begreber. Det betød også, at stort set ingen turde spørge om, hvad begreberne betød, og hvorledes de kunne anvendes i praksis. Der var en angst for at vise, at man ikke vidste, hvad der blev talt om – en angst for at fremstå ”dum” og en angst for at blive udelukket af de interessante fora. 

Eksemplet viser, at viden kan ophøjes til ”sandheder”. I nogle tilfælde kan dette give anledning til, at medarbejderne ”slår hinanden i hovedet” med denne viden, eller måske endda dræber dialog om, hvad denne viden betyder. Vi skal turde stille de dumme spørgsmål og være åbne. Nogen skal stille de kritiske spørgsmål som f.eks.: ”Hvordan kan vi anvende den i praksis?” Og ikke mindst: ”Vil du ikke nok hjælpe mig…jeg forstår ikke helt meningen med den præsenterede teori”.

Det kan også være, at man er ”gidseltaget” af sine forældres leveregler og værdier. Hvis man f.eks. har fået stillet krav om, at man skal gøre sig umage og stille sig til rådighed, hvis man har noget at byde ind med i forhold til f.eks. en arbejdsopgave. Den slags ”sandheder” i form af leveregler, ”jeg burde” tilgang, og forventninger, kan – helt ureflekteret – udøve indflydelse på personen og i værste fald bidrage til, at personen påtager sig mere end, hvad godt er.

Vi må som ledere kort sagt bruge tid på at identificere de ”sandheder”, som påvirker os på godt og ondt og reflektere over, hvilken indflydelse vi ønsker, at de skal have på vores personlige lederskab. Det leder mig hen til en øvelse, du kan arbejde med for at skærpe din kritiske sans og få fokus på de sandheder, der præger både dit liv og dit arbejdsliv.

Sådan kan du arbejde med din kritiske sans og sandheder

Tag dig tid til at reflektere over sandheder – dvs. fortællinger, ”jeg-burde” og normer – der påvirker dit arbejdsliv, dit lederskab og dit liv generelt ved hjælp af disse spørgsmål:

  • Hvilke “sandheder” florerer (indimellem) i dit liv og arbejdsliv?
  • Kan du i din organisation se, at der florerer uhensigtsmæssige ”sandheder”?
  • Kan du i din medarbejdergruppe se, at der florerer uhensigtsmæssige ”sandheder”?
  • Tag ligeledes et kig på hver enkelt medarbejder: kan du identificere uhensigtsmæssige ”sandheder” – ”sandheder” som har negativ konsekvens for den pågældende?

Når du har identificeret hvilke sandheder, der præger dig, din organisation og dine medarbejdere, kan du overveje, hvilken indflydelse de har på dit personlige lederskab.

Tag første skridt i dag…

Jeg håber, at du har fået ny indsigt, så du allerede i dag kan starte med at udforske dit personlige lederskab – og jeg glæder mig til at dele mere viden og øvelser med dig inden for det erhvervspsykologiske felt i min næste blog.

Kom på ventelisten til ny uddannelse:
Det personlige projektlederskab

I starten af efteråret 2018 underviser jeg på Promentums nye uddannelse i Det personlige projektlederskab. Da der kun er 12 pladser på holdet, har du mulighed for at komme på venteliste og få direkte besked, når vi åbner for tilmelding efter “først-til-mølle”.

Læs om uddannelsen og kom på venteliste

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.