Viden

fra os til dig

Blog-serie: Dit mindset er dit valg i det personlige lederskab

Kim Andersen / ka@promentum.dk

Læs anden blog i min erhvervspsykologiske blog-serie. Her får du en række bud på opmærksomhedspunkter, der kan guide dig til at vurdere dit mindset. Dit mindset driver dit personlige lederskab og dine ledelsesmæssige valg i det daglige, og derfor er det vigtigt at arbejde bevidst med det.

I mine blogs skriver jeg om, hvordan du – med en lille investering i tid hver dag – kan fordybe dig i ledelsesmæssige temaer og styrke din psykologiske indsigt. Bloggen er skrevet til alle, der i det daglige bedriver ledelse – formelt som uformelt – og har indflydelse på mennesker, teams og organisationer.

Læs også første blog i serien, der handler om, hvordan du kan bruge hverdagens små øjeblikke – såkaldte TouchPoints – til at lede dine medarbejdere. Læs første blog her

2. Mindset: Arbejd bevidst med din indstilling

I det daglige arbejde er det et vigtigt opmærksomhedspunkt at være bevidst om det mindset, der driver det personlige lederskab. Jeg vil derfor folde ud, hvordan du kan blive mere bevidst om dit eget mindset.

Tænk på eksemplet med Douglas Conant som lod sig irritere over at blive afbrudt af medarbejderne. Hans tanker og mindset var drejet i en retning, som gjorde mødet med medarbejderen til et problem. Han blev bevidst om det uhensigtsmæssige ved den indstilling og ændrede bevidst sit mindset ved at fokusere på, hvordan han kunne hjælpe sine medarbejdere bedst muligt. Han begyndte samtidig at tænke anderledes om sit arbejde, og hvad det bestod i; nemlig at han skulle bedrive ledelse ved at hjælpe medarbejderne, når de havde brug for det. 

I bogen ”First, break all the rules” dokumenterer forfatterne, Buckingham og Coffman, at de bedste ledere har et mindset, de omtaler som ”Tough Love”. Dette mindset indebærer, at de har høje forventninger og standarder (Tough), som de holder fokus på. Samtidig har de en opmærksomhed på, hvordan de kan få medarbejderen til at lykkes (Love). Det gør, at de møder hver enkelt medarbejder i alle situationer – også de ”bøvlede” – med en indstilling om at ville hjælpe. Det betyder også, at de er i stand til at rumme medarbejderens adfærd og følelser, og håndtere sig selv følelsesmæssigt med henblik på bedst muligt at kunne hjælpe – dog uden at gå på kompromis med de høje standarder.

Det kan være en god idé, at du som leder afklarer med dig selv, hvilket mindset du ønsker at møde dine medarbejdere med. Du må her kigge på, hvad der er vigtigt for dig selv og hvilke personlige værdier, du
ønsker at lede på baggrund af. Med den næste øvelse kan du skærpe dit fokus på dit mindset.

Sådan kan du arbejde med dit mindset

Brug noget tid på at reflektere over nedenstående spørgsmål. Vurdér om der tegner sig et billede af dit ledelsesmæssige mindset, som du lader dig guide af i det daglige og som du møder dine medarbejdere med.

  • Hvad er dit syn på dit arbejde? Hvornår skaber du værdi og hvilken betydning har det for dit lederskab?
  • Hvilke værdier arbejder du ud fra som leder?
  • Hvad kan få dig til at yde dit bedste? Hvilken rolle spiller denne tilgang i din måde at lede på?
  • Hvad er dine antagelser om ”ledelse”?
  • Hvad er dine antagelser om din rolle som leder?
  • Hvad er din mission som leder?
  • Hvordan vil du gerne opføre dig som leder på rejsen med dine medarbejdere mod at nå de mål, I skal nå?
  • Hvad er det unikke ved dig som leder?

Når du har lavet øvelsen, kan du dernæst observere, hvordan dit ledelsesmæssige mindset kommer til udtryk i din daglige ledelsespraksis.

Tag første skridt i dag…

Jeg håber, at du har fået ny indsigt, så du allerede i dag kan starte med at udforske dit personlige lederskab – og jeg glæder mig til at dele mere viden og øvelser med dig inden for det erhvervspsykologiske felt i min næste blog.

Kom på ventelisten til ny uddannelse:
Det personlige projektlederskab

I starten af efteråret 2018 underviser jeg på Promentums nye uddannelse i Det personlige projektlederskab. Da der kun er 12 pladser på holdet, har du mulighed for at komme på venteliste og få direkte besked, når vi åbner for tilmelding efter “først-til-mølle”.

Læs om uddannelsen og kom på venteliste

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.