Har du prøvet at læse en tekst og tænkt: ”hov, jeg registrerer jo slet ikke, hvad jeg læser?” Du er langt fra den eneste. En hjælp er at visualisere indholdet med symboler og farver, og det er slet ikke så svært, som det måske lyder.
Vi mennesker afkoder og forstår tegninger og billeder langt hurtigere end tekst. Og det lagrer sig samtidig bedre i vores hukommelse. Vi har simpelthen nemmere ved at huske en tegning med farver og symboler end et stykke tekst. Blandt andet derfor er det en god idé at tænke i mere visuelle udtryk, næste gang du for eksempel holder et oplæg, eller når I på din arbejdsplads laver en brainstorm for at løse en udfordring.
Det hedder visuel formidling, og med simple tips og tricks kan du selv komme i gang.
”Men jeg kan jo slet ikke tegne!?”
Bare rolig. Alle kan lave de streger, som visuel formidling kræver. Det er nemlig langt fra komplicerede tegninger, der skal til for at udtrykke sig og kommunikere en idé. Start med at smide alle tanker om æstetik i skraldespanden og betragt udelukkende din blyant som et pædagogisk værktøj. Husk, at det ikke er kunst, du laver. I stedet skaber du overblik og klarhed ved at erstatte tekst med symboler af blyantstreger, pile og farver.
Du er i forvejen vant til styre efter symboler
Tænk for eksempel på den overflod af symboler, der er på diverse produkter i din husholdning. Vi afkoder symboler hele tiden i vores hverdag. Vejskilte, svanemærker og hvad ved jeg, som gør, at vi handler på forskellige måder. Ved visuel formidling skal du ’bare’ tænke symboler ind i andre sammenhænge også. Forestil dig, at en udfordring på din arbejdsplads. Hvordan kan det symboliseres ved en simpel tegning? Jeg foreslår at tegne en kløft eller et bjerg, der skal bestiges. Og hvad så, når udfordringen er løst, og I måske gør tingene på en ny måde. Måske I har skiftet til et nyt IT-system. Det kan for eksempel illustreres ved, at I nu kører i en bil i stedet for på en cykel.
Brug farver til at udtrykke dig
Farver er fantastiske til at sortere og gruppere. Tændstikmænd i forskellige farver kan symbolisere forskellige kompetencer, eller at personer kommer fra forskellige afdelinger i virksomheden. Brug farverne aktivt.
Hurtigere proces uden misforståelser
Tegninger er med til at skabe fælles forståelse og gør det dermed nemmere at arbejde mod et fælles mål. Folk kommer så at sige på samme niveau, og sprog og kultur bliver underordnet. Det er en stor fordel, særligt i multikulturelle forsamlinger.
Ved brug af visuelle virkemidler til at understøtte din formidling, skaber du altså ikke bare bedre overblik, du undgår misforståelser og skaber engagement. Folk får hurtigt en aha-oplevelse og ser, at det processen slet ikke er så besværlig som først antaget.
