Velkommen til bio-logikkens tidsalder

af Promentum A/S | mar 21, 2023 | Artikel

– Anne K. Roepstorffs læsning af Leen Gorissens bog ”NI – Building the Future of Innovation on millions of years of Natural Intelligence”, Del IV: Kap. 3.

Den mest centrale læring, vi har med os fra Leen Gorissens præsentation af naturens intelligens indtil videre er, at levende arter skaber betingelser gunstig for liv. Videnskaben er i den sammenhæng også ved at afdække, hvordan liv ikke bare skaber efterkommere af egen slags, men også regenererer biosfæren for, at efterkommere får de bedst mulige forhold at etablere sig og blomstre i – både i bogstavelig og overført betydning. I denne blog vil vi dykke ned i nogle af Leen Gorissens konkrete eksempler på netop det. Hun understreger dog samtidig, at eksemplerne er simplifikationer, da videnskaben stadig er i sin vorden i forståelsen af, hvordan det faktisk hænger sammen. I naturen er forbindelserne noget mere komplekse. Men eksemplerne er ikke desto mindre overbevisende og kraftfulde og viser, på en simplificeret måde, hvordan:

  • Svampe laver regn
  • Ræve gør tundraen grøn
  • Hvaler køler klimaet
  • Ulve ændrer floder

Svampe laver regn

Vi vil dykke ned i to af de fire eksempler her – den første om, hvordan svampe laver regn – for hvordan kan undseelige arter som svampe have indflydelse på noget så massivt som regn, tænker du måske. Gorissen begynder sin forklaring med en personlig historie. Hun var ude at gå i skoven med sine hunde en dag, da de kommer forbi et dødt birketræ med nogle polypore-svampe – på dansk også kaldet hyldesvampe, da de ofte former halvrunde hyldeagtige svampe på siden af et (dødt) træ. Det så ud som om, svampene brændte, da der stod en tyk røg op fra dem. Som erfaren biolog vidste Gorissen naturligvis godt, at svampene ikke brændte, men skød sporer ud – svampenes måde at sætte frø og reproducere sig på. Men det, der undrede hende, var, at sporerne skød op i luften. Efter skovturen undersøgte Gorissen dette fænomen nærmere, og det viste sig, at svampene, der er afhængige af fugtige forhold for overlevelse og reproduktion, har udviklet et virkelig smart affyringssystem af sporer, når de klimatiske forhold er helt rigtige. Det fungerer på følgende måde: Svampesporene er som en kondenseringssvamp. De tiltrækker vanddamp fra luften, der gradvist bliver til dråber på svampenes overflade. Når dråberne får en vis størrelse, glider de ned over sporernes overflade og ændrer dermed deres tyngdepunkt, der til sidst betyder, at der samles så megen kraft i dråberne, at de kan udløse sporerne fra deres sæde i svampen ud i luften. I denne proces fanger mange af disse sporer en opadgående luftstrøm og bevæger sig mod himlen. Forskere estimerer, at op imod 50 millioner tons af svampesporer bevæger sig op i jordens atmosfære hver eneste dag. I et nyere studie har forskere fundet ud af, at svampesporer i atmosfæren gør det samme, som de gør på land – de tiltrækker vand, der samler sig til større dråber, og når massefylden af sporer er tilstrækkelig høj, former de skyer. Fugtighedselskende svampe laver derfor regn.

Den smarte designmekanisme af spore-udledning er, som de fleste designs i naturen, multifunktionel. Svampesporer er ikke kun vigtige for reproduktion, de er også regnmagere. Svampene udløser sporerne, når klimaforholdene er rigtige og forbedrer dermed leveforholdene for de næste generationer af svampe ved positiv påvirkning af klimaet. Det vil sige, at ved at påvirke vejret og sørge for regn, forbedrer de også næste generations overlevelseschancer af svampe, men også af langt flere former for liv.

Selvom dette først for nyligt er blevet bevist af videnskaben, så har mange oprindelige kulturer kendt til dette fænomen i århundreder. I regndans-ritualer sparkes der ofte til jorden for at frigive svampesporer, der er endt på jorden. Men ikke nok med det giver en artikel i Journal of Astrobiology and Space Science Reviews ret overbevisende argumenter for, at svampe højst sandsynlig allerede har invaderet Mars. Der er stadig brug for flere beviser for at bekræfte dette, men svampe er en af de ældste livsformer på jorden og har haft 470 millioner år til at forfine deres spore-design, så det synes absolut sandsynligt – og at svampesporer måske allerede har rejst til Mars (eller omvendt) viser bare, hvor sofistikeret NI (Natural Intelligence) i virkeligheden er.

Hvaler køler klimaet

Det andet af Gorissens eksempler på, at liv avler liv(sbetingelser), som jeg her vil dele med jer, er, hvordan hvaler køler klimaet. Eksemplet bygger på zoolog og journalist George Monbiots artikel ”Why whale poo matters” i The Guardian fra december 2014.

I 1970’erne troede man, at en markant reduktion af hvaler ville betyde øget udbud af fisk og krill (lyskrebs, der er en vigtig del af zooplanktonet i havet), der begge er kommercielt vigtige for økonomien. Så jagten var åben, og industriel hvalfangst blev en profitabel forretning og nedbragte antallet af hvaler i et ustyrligt tempo til, de var tæt på udryddelse. På trods af den store nedgang af hvaler, blev udbuddet af fisk og krill ikke øget. Lige modsat, hvilket vi kun er på vej til at forstå nu, så betød nedgang i antal af hvaler højst sandsynlig også nedgang af udbud af fisk. I de områder, hvor hvalfangsten var størst, er mængden af planteplankton mindsket. Planteplankton er den vigtigste fødekilde for krill, og krill er den vigtigste fødekilde for fisk, og både fisk og krill er de vigtigste fødekilder for mange hvaler. Så hvordan bidrager hvaler til produktionen af planteplankton?

Hvalekskrementer er fulde af jern og nitrogen/kvælstof, hvilket der er underskud af i havets overfladevand. Begge dele er til gengæld vigtige gødningsmaterialer for planteplanktons vækst. Selvom hvaler normalt finder føde dybt nede i havet, så har de brug for at komme op til overfladen regelmæssigt for at ånde og komme af med afføring. Deres bevægelser op og ned i havet bliver kaldt ’hvalpumpen’ i videnskabelig litteratur, da bevægelserne skaber vertikal blanding af vandet i havet. Blandingen af vandet på tværs af dybderne hjælper overførslen af næringsstoffer fra det dybe hav til de øverste såkaldte fotiske zoner, der er det eneste sted, hvor fotosyntese er mulig, og hvor plankton dermed kan formere sig.

Hvalernes bevægelser op og ned i havets dybder er anslået til at have ligeså stor blandingseffekt som vind, bølger og tidevand tilsammen. Hvaler er altså vigtige ’chauffører’ af næringsstoffer og materiale i havet. De kan samtidig også iklæde sig stillingen som ejendomsforvaltere, der sørger for, at havets cirkulære økonomi holdes i gang. Planteplankton optager kulstof fra atmosfæren, og når de dør og synker til bunds, binder de kulstoffet til havets bund i millioner af år. Det er vanskeligt at estimere præcis, hvor meget ’carbon drawdown’ er akkumuleret i havene, men nogle studier mener, det er milliarder af tons af kulstof, der er trukket til havets bund hvert år. Så flere hvaler betyder flere planteplankton, der på sin vis betyder mere kulstoflagring.

Men hermed er historien ikke slut. Ligesom planter på land, så afgiver plankton et kemisk signal, der kaldes DMS (dimethyl sulfide), når de stresses af UV-stråling, eller når der er nogle, der er på jagt efter dem. DMS tiltrækker rovdyr som albatrosser og andre havfugle, der æder de arter, der jagter planteplankton. Men fuglene beskytter ikke kun planteplankton ved at æde deres fjender, de lægger selv afføring i havoverfladen, der gøder planteplankton endnu mere og derfor kan formere sig i endnu højere grad. DMS er på denne måde en vigtig kemisk reaktion, der hjælper den globale klimaregulering. Når solens varme bliver for massiv, damper de kemiske stoffer op i luften, hvor de samler sig til en kerne i form af skyer. På denne måde laver plankton skyer, når UV-lyset er for kraftigt. Flere hvide skyer betyder mere afskærmning fra solen, fordi skyerne reflekterer sollyset tilbage til atmosfæren og skygger på jorden, der betyder, at solen har adgang til et mindre areal af sort vand, der normalt tiltrækker og optager varmen fra solen. Alle disse elementer er en vigtig kølingsmekanisme af planeten. Og rækken af gensidig afhængighed fortsætter: Flere hvaler betyder mere plankton, der dermed betyder, at større mængder af kulstof lagres på havets bund, hvilket på sin vis betyder, at mere sollys reflekteres tilbage til atmosfæren.

Og det stopper ikke engang her. Nyere forskning tyder på, at færre hvaler ikke bare påvirkede økosystemet i havene, men også økosystemerne ved kysterne. Da de store hvaler forsvandt, ændrede spækhuggere deres diæt til i højere grad at bestå af sæler og oddere, hvilket betyder, at der har været massiv nedgang af havoddere i Stillehavet. Havoddere har stor betydning for sundheden for de skove af tang, der findes i vandet. Disse tangskove beskytter ikke bare kysterne mod stormskader, de er også mestre i fangst af kulstof fra atmosfæren på højde med deres fæller på land, nemlig regnskovene. Havoddere spiser søpindsvin, men med færre havoddere er antal af søpindsvin steget markant, hvilket betyder, at søpindsvinene har overgræsset tangskovene. Så færre store hvaler betyder færre havoddere, hvilket betyder svind i tangskove, der så betyder mindre kulstoflagring og svagere beskyttelse af kysterne i storm.

Dette eksempel viser ikke bare, hvordan alting er forbundet og gensidigt afhængigt her på jorden, men illustrerer også, hvor vigtige nøgle-arter blandt andre både hvaler og oddere er. Videnskabsmænd kalder dem derfor økosystemsingeniører. Men de hjælper ikke bare deres nærmeste økosystem, de har betydning for biosfæren ved deres klimaregulerende indsats.

Den internationale monetære fond (IMF) har lavet et studie, der viser, hvordan planteplankton ikke bare bidrager med 50% af al ilt i vores atmosfære, de bidrager ved at opsamle 37 milliarder CO2 hvert eneste år. Det er næsten den samme mængde CO2 som fire velvoksne Amazonas-skove tilsammen. Med denne viden synes det at være på tide at overveje naturlige frem for teknologiske løsninger på klimaudfordringerne. Problemet med de menneskeskabte teknologiske løsninger, frem for løsninger, der arbejder i kontekst af naturlige økosystemer, er, at vi indtil videre ikke har formået at lave teknologiske løsninger, der ikke samtidig skabte nye problemer andre steder. Den bedste livsforsikring for alle arter i et økosystem er at bidrage til opretholdelse af andre arters overlevelse – en lektie, vi kun er på vej til forstå som mennesker.

Bio-logik og bio-diversitet

Gorissen har i dette kapitel to andre vigtige eksempler af sammenhæng og gensidig afhængighed i naturen med f.eks. ulve som nøgle-art i et meget kendt eksempel fra Yellowstone National Park, der i sidste ende er med til at skabe langt mere varieret plante- og dyreliv, inklusiv ændring af flodernes liv og løb, samt et andet eksempel om, hvordan ræve er med til at gøre den meget plantesparsomme tundra grøn.

Konklusionen på disse nye indsigter er henholdsvis, at der findes en BIO-LOGIK – at liv skaber betingelser for liv og en BIO-MANGFOLDIGHED/alsidighed – at biodiversitet er vaccinationen eller livsforsikringen mod udryddelse.

Disse to konklusioner kan overføres fra naturen til også meget vigtige indsigter for virksomheder og regeringer. Først og fremmest bør vi ændre den menneskelige livsform fra en anti- til en pro-life-tilgang. I et bredt historisk perspektiv er de nuværende forretningstilgange ikke livgivende, men i sidste ende faktisk livsødelæggende. Næsten al økonomisk aktivitet i dag er del i det, som Gorissen betegner ’strategy that leads to tragedy’. Men sådan behøver det ikke at være. Hvis vi skifter vores individuelle tilgang fra reaktiv til deltagende og fra degenerativ til regenerativ, kan vi ændre makromønstrene.

Det er i særlig grad vores forståelse af værdiskabelse, der har brug for en markant gentænkning. Illusionen om, at mennesker er adskilt fra naturen – at menneskeligheden kan leve frakoblet al andet liv – har inspirereret den nuværende degenererende logik. Det er den grundlæggende årsag til vores nuværende globale kriser. Jo før vi forstår, at vi er et økosystem, der er indlejret i og afhængig af et økosystem, des før kan vi begynde at skabe meningsfulde, systemiske og livsforbedrende innovationstilgange. Jo før vi indser, at det er os, der skal udvikle og ændre os, før vi kan udvikle og ændre vores virksomheder, vores teknologier og systemer; des tidligere kan vi hacke den degenerative logik, der har været bygget ind i vores hjerner.

Når IMF laver studier om livets sammenhæng, så er det i sig selv en massiv indikator på, at naturens og livets sammenhæng også har betydning for vores økonomi og forretningstilgang. Så hvad har vi lært fra de ovenstående eksempler fra naturen, og hvad betyder de for vores forretnings­tilgang?

  • Naturens langsigtede evolutionære succes er resultatet af regenerativ værdiskabelse, der handler om, at liv skaber betingelser for mere liv. Bæredygtighed er derfor ikke et mål i sig selv, men et biprodukt af en regenerativ værdiskabelse.
  • Liv opstår af relationer: Jo rigere et økosystem er, des mere modstandsdygtigt er det også. Og: Beviset er i naturens mønstre: Det, der viser sig på mikroniveau reflekteres på makroniveau.
  • Innovation bygger i højere grad på samarbejde frem for på konkurrence
  • Efterlad steder/situationer bedre end du mødte dem

Ovenstående eksempler på naturens indlejrede innovative teknologier er kun toppen af isbjerget af eksempler og indsigter. Ved at lade os inspirere af naturens intelligens frisætter vi de innovations- og udviklingsindsigter, der er millioner af år foran den menneskeskabte.

I næste kapitel/blog skal vi dykke ned i flere af disse indsigter, der i Gorissens perspektiv viser, at biologi er fremtidens teknologi.