Viden

fra os til dig

At lytte er et verbum 

Tim Struck / [email protected]

Dette essay handler mere om at lytte end om at høre. At lytte kræver lidt mere opmærksomhed. Vi skal gøre os lidt mere umage, når vi lytter, end når vi hører. Så, lad os undersøge hvad der sker, når vi går ind i denne aktivitet; at lytte.  

At lytte er en aktivitet. Denne sætning kandiderer nok ikke til ‘breaking news’. Men lad os alligevel undersøge, hvad det vil sige at lytte. Og gøre det i en afprøvende stil. Vi lytter jo til mange forskellige ting. Og faktisk kan vi her allerede sondre mellem at høre, og at lytte. At høre gør vi rigtig meget. Hører stemmerne i kupeen, når vi rejser med tog. Eller hjulene der snurrer, når de kører hen over skinnerne. Eller når højtaleren lyder og vi er tæt på den kommende station.   

Og lad det også være sagt med det samme. Dialogisk ledelse uden lytning er ikke dialogisk ledelse. Såre simpelt. Og i det hele taget er ledelse ikke ledelse uden lytning. Lytning udgør et grundfundament for al ledelse.  

Lad os derfor undersøge, hvad det er, vi gør, og hvad der sker, når vi lytter.  

Hvad lytter vi til? 

I første omgang kan vi spørge: Hvad lytter vi til?  

Det kan være et andet menneske. Det kan også være, at vi gør os umage med at lytte til toghjulene, der bevæger sig hen over skinnerne, som vi var inde på oven for. Og dermed bevæger vi os fra at høre hjulenes bevægelser – til at lytte. Lytte til den særlige lyd, der toner frem i mødet mellem hjul og skinner.  

Det samme med et andet menneske. Lytte betyder, at vi venter med at vurdere. Venter med at analysere. Kategorisere. Vi kan i princippet lytte til alle mulige og umulige ting. Verden består af lyde, der kan lyttes til. Tænk engang over, hvor mange lyde vi hver eneste dag er omgivet af. Der findes ikke ren stilhed. Selvom det ville være rart engang i mellem. Ren stilhed er en umulighed. Så, lydene er overalt. Og derfor er lytningen en mulighed, der altid er tilstede.  

Lad os først tage ud i naturen. Skoven. Lydene er en mosaik. Et eventyr. Bladene, der bevæger sig roligt i vinden. Fuglene, selvfølgelig. Hunden der gør et sted langt borte. Den vedvarende summen af en motorvej et sted, der flyder gennem luften og rammer os som en stille baggrundslyd. Og når vi gør os lidt mere umage: Vinden, der tager fat i enkelte blade på jorden og flytter dem få centimeter. Med en enkelt lyd, der knap nok kan kategoriseres. Søen, hvis vand afgiver en stille lyd, mindre end en rislen. Snarere en vuggen, når små bølgebevægelser rammer bredden. Den lille gren, der dovent rammer overfladen af søen, hvis lyd vi knapt nok kan registrere. Med mindre vi gør os umage. Fokuserer. Koncentrerer os.  

At lytte til et andet menneske 

Lad os gå tilbage til den aktivitet, det er at lytte til et andet menneske. Det er trods alt et centralt element i dialogisk ledelse. Og lad os forsøge at gå meget konkret til værks.  

Først er der stemmen, naturligvis. Vi lytter til stemmen, der kommer fra det andet menneske. Hurtig stemmeføring? Langsom? Ivrig? Rolig og afventende? Stemmens betoning er et meget interessant fænomen. Den tone en stemme gør sig fortrolig med. I det øjeblik et andet menneske taler – og vi lytter – så er det andet menneskes talen allerede en del af os.  

Lyden fra stemmen har bølget sig gennem luften, der som medie har ført en lille trykbølge mod vores ører og ladet trykket passere på en måde, der gør at lyden af et andet menneske., allerede er en del af os, før vi gør noget med det, vi lytter til. Vi kan ikke gøre noget, med det vi lytter til, uden at det andet menneskes lyd forinden er en del af os. Vi er gennem lytningen allerede del af noget, der er mere end mig. Det giver ingen mening at adskille mig fra det andet menneske, for jeg er altid-og-allerede en del af det andet menneskes lyd, der nu er i mig.  

Det affektive niveau 

Denne aktivitet sker på et niveau, der kommer før mening. Mening indtræffer, når vi lytter og foretager en vurdering af det, vi lytter til. Men her bevæger vi os på et niveau, der kommer før mening og meningsskabelsen. Et før-kognitivt niveau. Nogle omtaler dette som et affektivt niveau:   

”We can think of affect in terms of a form of pre-personal perception. I watch a scene in a film, and my heart races, my eye flinches and I begin to perspire. Before I even think or conceptualise there is an element of response that is prior to any decision [..] Affect is intensive because it happens to us, across us; it is not objectifiable and quantifiable as a thing that we then perceive or of which we are conscious.” Claire Colebrook, kulturteoretiker. 

Før vi når at tænke os om, eller før vi når at skabe mening (konceptualisere), er der et element, et affektivt element, i spil. Lytning på et affektivt niveau handler således mere om at acceptere, at vi allerede inden vi danner os en mening om dette eller hint er ‘ramt’ eller influeret af eksempelvis et andet menneskes stemme. En stemme, hvis lyd allerede har nået os og påvirket os på en måde og i en form, der foregår, før vi vurderer. En lyd, der gør noget inden vores kognitive system træder ind og former og danner og meningsskaber. Og vurderer, analyserer, kategoriserer. Vi er lyd, før vi er mening.  

I kontekst med dialogisk ledelse 

Og hvad kan vi så bruge det til i dialogisk ledelse?

Først og fremmest kan vi tage dette affektive niveau alvorligt. Give det plads. Det flyder ind i det hav, der også rummer begreber som intuition, måske også improvisation. Måske også flow. Ledere, der er dygtige til at lytte på et affektivt niveau, er, måske, også dygtige til at skabe en særlig kontakt og dygtige til at udvise empati – måske. Det affektive niveau inviterer til, at vi allerede er en del af den lyd, der kommer fra – i dette tilfælde – et andet menneske.  

På dette niveau registrerer vores krop en før-kognitiv tilstand, der er uadskillelig fra det menneske, hvis stemmes lyd og betoning vi mærker. Det er på dette niveau, vi mærker en form for anonym-kollektiv tilstand, der er mere-end-mig. Dygtige ledere er dygtige til at virke og lede på dette niveau.  

De tillader sig at mærke dette niveau, at tage det alvorligt. Som en invitation til, at vi allerede er tilstede i den andens verden før det kognitive system slår igennem som en holdning, en mening, en vurdering, en analyse, etc. Lyden fra et andet menneske gennem stemmens affektive niveau skaber en mulighed for, at jeg som leder allerede er mere-end-mig-selv sammen med dette menneske. At vi – inden vi går ind i en meningsskabende dialog – allerede er formet af dette affektive niveau, hvis mærkning og formning vi kan arbejde med, hvis vi gør os umage med at bevæge os og lade os bevæge på dette før-kognitive og før-meningsskabende niveau. 

Mellemrummet og resonansen 

I mere dagligdags form kender vi det måske som ‘god kontakt’, eller måske ‘god kemi’. Eller som det felt, hvor empati foregår og lever sit liv. Eller måske det rum, hvor resonansen bor, som den tyske sociolog Hartmut Rosa disse år forsøger at lære os. Resonans, som det sted og den aktivitet, hvor vi oplever at være i en eller anden form for samhørighed med et andet menneske og verden som sådan. Bogstavelig talt. Sam-hørighed.  

At lytte er måske mest af alt en resonans-aktivitet. Og et verbum. Det er noget, der sker i det rum, der opstår mellem mennesker (eller mellem mennesker og verden). Og ikke et mellemrum, hvor vi befinder os på hver vores side af rummet som afsondrede fænomener.  

“Vi” formes gennem dette mellemrum. Mellemrummet former både den anden og mig. Og lytningen – som vi her har undersøgt – er det medium gennem hvilket “jeg” og “du” bliver til et levende “vi” gennem sam-hørighedens og resonansens klang. 

Med andre ord; En sådan aktivitet er en særlig kvalitet ved dialogisk ledelse.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.