Viden

fra os til dig

At finde hjem til verden – en note om regenerativ kultur, filosofi og ledelse

Promentum A/S

Af Oleg Koefoed, Growing Pathways ApS 

Der er i de seneste år dukket et ‘nyt’ begreb op, når talen falder på bæredygtig udvikling: det regenerative. Som det så ofte er med det ‘nye’, har det været der i mange år, men levet i bestemte kredse.

Nu er det regenerative begyndt at dukke op omkring fx byer, organisering eller ledelse. Over de næste sider vil jeg forklare, hvorfor det er vigtigt at gå ind i, og hvorfor det regenerative ikke bare er endnu et ord for bæredygtighed. Snarere er der tale om et egentligt paradigmeskifte, en måde at folde det skifte ud, som bæredygtighedsagendaen kunne have medført, men som af mange grunde ramte ind i afgørende forhindringer.

Paradigmeskifte i meta-systemet

Hvor bæredygtighed peger på muligheden for at bevare en balance og undgå at falde ud over et økosystems tipping points, er det regenerative et regime, der går efter at skabe bedre betingelser for liv, dag for dag, end der var i går.

Det vil sige, at det gør mere end at udbedre skader, mere end at holde balancen, mere end at overholde naturens spilleregler. Det regenerative ændrer forholdet mellem mennesket og den natur, det er del af, væk fra det modernes rovdrift på verdens levende systemer – men altså også ud over bæredygtighedens opretholdelse af en skøn balance.

Hvis modernitet var den naive eller amoralske udnyttelse af den holocæne stabilitet, og bæredygtighed er et forsøg på at forsinke eller bremse tabet af den stabilitet og dermed finde en vej ud af det antropocæne – så er det regenerative paradigme en rejse ind i det antropocæne og gennem det, i en søgen efter måder at mangfoldiggøre bedre betingelser for liv fremover.

Men på måder, der ikke sætter menneskets ‘fornuft’ over resten af verdens liv – snarere bruger mennesket dets evner til at åbne sig selv for opdagelsen af dybder og potentialer i verdens livskraft. Det regenerative er præget af ydmyghed og ønske om at tjene livet, se det udfolde sig, snarere end at suge af det eller kontrollere det.

Et paradigmeskifte er fundamentale ændringer i, hvordan mennesker opfatter verden, hvad der er virkeligt (ontologi), hvem vi mener, at vi er og kan (antropologi), og hvad vi tror på, at vi kan vide og gøre (epistemologi). Det er skift, der kræver lang tids erosion af det eksisterende paradigme – tænk tiden fra senmiddelalderen til renæssancen over ca. 500 år, hvor Europa både faldt fra hinanden og blev til på ny, eller opdagelsen af landbruget som en anden livsform end det nomadiske liv for over ca. 5000 år.

Paradigmeskiftet er en meta-begivenhed, der har både stoflighed, ånd, information, bevægelse og energi i sig. Det foregår over flere generationer og i mange dimensioner, uden at tage hensyn til faglige traditioner eller discipliner. Noget af skiftet er tilgængeligt for os, noget foregår i skred, vi kun synes at se skyggen eller virkningen af.

Det gør det jo svært at ‘lede i en omstillingstid’, eller ‘lede ind i det regenerative paradigme’, som overskriften her antyder. at man skulle kunne. Ikke desto mindre er det, hvad vi har brug for. At lede ind i det regenerative paradigme.

Dels fordi de (ledelses)kulturer, der har styret store dele af den politiske, økonomiske og naturrelaterede udvikling, har gjort så stor skade på vores verden, at det er tid til at finde nye veje. Og dels fordi der i de senere årtier har fundet mere og mere ledelse sted, fordi der er mange flere ledere end der var for 50 eller bare 20 år siden. Alligevel synes de ikke at føre til en forøgelse af regenerativ kraft, snarere tværtimod.

Skiftets betingelser

Ser vi på verden lige nu, ser det snarere ud til, at vi befinder os midt i en flimren af tendenser, der trækker i meget forskellige retninger og er svære at se for sig i samme verden. Samtidig har vi som global økonomi overskredet mindst 6 af de ni ‘tipping points’, som angiver menneskets forhold til jordens økosystemer.

 

Tegningen herover viser en model over et kompleks, adaptivt systems livscyklus. Vi kan bruge den til at forstå, hvor vi er henne i en større, metasystemisk udvikling. Det ser ud til, at vi på globalt og dermed også lokalt plan har bevæget os ind i ‘release’ fasen: vi har overskredet systemernes tipping points (ovre i højre side, efter vækst og konsolidering og mere vækst osv.) – dermed bliver det alt for komplekst (og ressourcekrævende) at gå tilbage til en tidligere tilstand. Point of no return.

Når først det begynder at dæmre, sker der en release af de dominerende aftaler og antagelser, og der begynder at ‘opstå’ nye måder at gøre ting på, der kunne rumme en mulig og mere bæredygtig, resilient, regenerativ system-/verden relation.

Det er nærmest, som om vores metasystem står på tæer for at komme med nye ideer og eksperimenter – og de er bestemt ikke alle kompatible med hinanden. Til gengæld har de det til fælles, at de alle er opstået ud af det metasystem, der er ved at falde fra hinanden – de er altså ikke egentlig nye – og så rummer de alligevel alle kimen af en verden, vi endnu ikke kender. Der er dermed ingen garanti for at nogen af dem virker, det er bare metasystemet, der er i fuld gang med at give plads til sine efterkommere.

Zoomer vi ind på det sted, midt i uendelighedstegnet, hvor det hele flimrer ud over det hele, er det præget af særlige betingelser, der gælder netop i det udstrakte nu, vi lever midt i. De fortæller os noget om det paradigmeskifte, der finder sted og betingelserne for at lede, og hvad det kan betyde, nu og på sigt.

Al ledelse i dag defineres af den antropocæne æras materielle forhold. Det er fysiske og biologiske forhold, der er så langt fra ligevægt, at de til enhver tid kan sætte den ønskede orden ud af spil. Det betyder ikke, at sprogets poetik er væk, eller at metaforer ikke har betydning. Men hvor der for bare ti år siden var et spillerum til at fortolke, om klimaforandringer var vigtige og vælge at anlægge motorveje i stedet for naturnationalparker, vågner vi nu hver dag op til nye dimensioner ved kriser, der primært skyldes vores materielle rovdrift.

Vi vil stadig se, at organisationer arbejder det meste af tiden med at agere i en nogenlunde normal verden, politisk eller økonomisk eller ressourcemæssigt. Men ledelsesrollen er først og fremmest at bidrage til at søge hen mod det ‘normalregime’, som vi i virkeligheden ikke kan kende endnu – og samtidig være konstant bevidst om den næste ophævelse af alt normalt i kortere eller længere tid.

Den virkelighed, som agerer bag al ledelse i dag, er langt fra den deterministiske, mekanistiske orden som marxismen beskrev. Det er en verden styret af komplekst organiseret energi og stof og som vi er ufravigeligt en del af. En nanoteknologisk, mikrobiologisk og (kvante)fysisk verden, som vi selv griber ind i med større og større detaljeringsgrad. Det levende indgår i systemer, der indgår i systemer, med en meget høj grad af sammenvævethed.

Om alting hænger sammen eller ej, er ikke så vigtigt. Men sammenvævethed (på engelsk entanglement) blev det sidste årtis næstvigtigste erkendelse. Vi har stået med ansigterne mod en abstrakt idé om fremtiden og et afkoblet forhold til nutiden og samtidig glemt, at vi hele tiden møder alle fortidige handlingers konsekvens.

Entanglement er forbundethed af stof og vibrance, i tid og sted. Vi mindes dagligt om, hvor svært det er at forudsige noget som helst, når økosystemerne destabiliseres. Og de systemer, som vi indgår i, er fulde af huller, spring og forbindelser, som får det klassiske verdensbillede til at smelte for øjnene af os. Selv når vi lader som om, vi kan eksternalisere de levende systemer, er de overalt. Derfor er det også i stigende grad nanoteknologi, XR, kvantefysik og symbiont biologi, der guider os ind i en ny relation i verden.

Den tredje præmis er spirituel. Det har taget et par årtier at komme dertil, men i dag er der ingen vej uden om. Med den materielle, videnskabelige og teknologiske udvikling, der raser af sted, bliver det tydeligere, hvad det så er, vi kan bruge os selv til.

I tråd med paradigmet er det ikke et udelukkende menneskeligt fænomen, men en kapacitet til at indgå i energetisk forbundethed med verden, uden at søge det særligt menneskelige. Ledelse bliver dermed til en søgen, der åbner sig for, at det æstetiske rummer en nøgle til erkendelse på et plan, der kan reducere noget af den panik, der ellers nemt kommer til at dominere en hyperkompleks og uforudsigelig æra.

Nogle opfatter det som en ‘sansningsrejse’. Men måske er det snarere bare en erkendelse af, at vi som kultur og civilisation har gemt evner væk, der ikke ansås for praktiske, fordi de blev forbundet men død, heksekraft, magi og andet, der af kristendommen ansås for urent. I dag må ledelse anerkende, at der er mere end rationelle måder at åbne sig for verden ind i og ud af os selv, som vi i stigende grad kan få gavn af og brug for.

Den sidste præmis handler om den gentænkning af det økonomiske, der med næsten samme voldsomhed som vejrfænomenerne ruller sig ud i eksperimenter samtidig med, at det eksisterende system imploderer for øjnene af os.

I den forbindelse har det seneste årti budt på en return of the commons, der bestemt ikke foregår uden modstand og sværdslag. Det er heller ikke tilfældigt, i og med at fælledens udvikling vil kalde på en genopdagelse af det kulturelle som der, hvor vi opdager en tid efter individualismen.

Man kan sige, at vi står foran udviklingen af nye erindringsspor, som vil være gældende for normal adfærd i det sociale og økonomiske lag. Som erindring er de kendetegnet ved at være inde i vores levende systemer frem for at stå uden for. De kan dermed ikke hævde eksternalitet som gyldigt forhold. Alt huskes, og ‘alt andet lige’ hører fortiden til. Det er en tid, hvor vi gennem nye fælles eksperimenter søger re-membering, en gen-erindring af organer og lemmer, som vi troede, vi havde mistet.

Opsummerer vi de fire præmisser, ser vi, at vi ikke kun lever i en kaotisk tid, selv om det også kan siges at være tilfældet. Der er store ikke-lineære, uforudsigelige udviklinger i gang – hvilket gør det irrelevant at søge at løse udfordringer ud fra en lineær årsag-virkning tankegang. Det samme sker med små variationer mange steder på én gang.

Vi møder hele tiden nye ‘bølger’ af uforudsigelige udfordringer – og vi ved ikke altid, hvor den næste bølge kommer fra, eller hvordan vi skal håndtere den. Derfor er de centrale instanser som stat, ledelse og videnskab ofte på bagkant. Det er i de mindre enheder, der er plads til at være agile og resiliente, og mærke det stoflige, det sammenvævede, det åndelige og fælleden.

‘Homo regenerans’ er ikke verdens hersker

På tværs af de fire præmisser vokser en erkendelse af, at det antropocæne ganske vist kommer af, at vi har ageret på verden og i verden med hidtil uset kraft. Men det betyder ikke, at vi er ‘verdens herskere’ – tværtimod erkender vi, at vi modsat en hersker ikke kan agere uden at rammer os selv. Vi står derfor tilbage med et paradigme defineret ved større ydmyghed, selv om det samtidig kalder på en ny opfindsomhed og åbenhed på tværs af alle vidensområder.

Den kaotiske tid kalder på mange reaktioner, som er både voldsomme, frygtsomme og voldelige. At lede i det regenerative paradigme indebærer også at finde frem til den ledelsesform, der følger efter den kyniske og den pragmatiske leder. Vi er gået ind i en tid, hvor en psykotisk ledelsesstil synes at møde verdens uforudsigelighed med en blanding af storhedsvanvid og dødsdrift. Det er en ledelsesstil, der i høj grad ser verden som en kampplads, hvad der kan synes rimeligt i betragtning af de ‘trusler’, vi møder som globalt samfund og art.

Sagen er jo bare, at truslerne er selvskabte. Det regenerative lederskab går derfor ud på at finde frem til den kombination af en tilgang til marsken, til landet, til skoven og havet, som vi på mange måder først begynder at kende nu. Og kombinere den praktiske læring, der kommer heraf, med en åbning af forholdet mellem tanke, ånd og krop og med nye fællesskaber baseret på diversitetens potentiale. Ikke som herskere, snarere som medier for en fælles læring.

Den hurtige forklaring på det regenerative er, at det er en måde at være i verden på, som efterlader den mere velfungerende. Som giver mere, end den tager. Men det dybere skifte er, at arbejdet mod bæredygtighed har vist os, at det ikke er nok at lave bæredygtige systemer, som ikke gør mere skade end gavn for fremtiden. Eller resilientesystemer, der kan håndtere kriser og katastrofer og vende tilbage til en velfungerende tilstand.

At vi ikke engang kan klare os med at tænke i cradle-to-cradle eller andre cirkulære systemer, selv om det i sig selv er en god måde at følge vores produktioners livscyklus helt til dørs. At den måde, vi agerer på, faktisk skal bidrage til både at rette op på (restore) og forbedre (regenerate) de livs-systemer eller økologier, der allerede findes, hvor vi er.

Går vi tilbage til tegningen fra før, så er der en vigtig detalje. Når vi arbejder med at give plads til et regenerativt paradigmeskifte, så er der ikke så meget tale om at planlægge os frem mod en bedre verden baseret på en mere helhedsorienteret filosofi.

Det er der også, men ser vi på tegningen, så lukker uendelighedstegnet sig jo netop ikke. Selv om verden hænger sammen, selv om økologier opfører sig holistisk, så er der også mere på spil end det. Når vi begynder at bevæge os fra det antropocæne til det symbiocæne, er der så mange uforudsigelige elementer på spil, at vi skal lære os selv en ny erkendelse af helhed (som kommer fra filosoffen Timothy Morton): delene er uendeligt meget mere end helheden.

Regenerativ betyder at genskabe. At re-generere. Det antyder en fare for hybris, ikke nok med at vi er skabere, vi kan også skabe én gang til, når vi har lavet rav i den og smadret økologierne omkring os og i os. På den anden side: når vi er en kaos-tid, så er der jo ikke andet at gøre end at prøve.

Her handler det regenerative så om, hvordan vi kan opdage en ny ydmyghed og nysgerrighed, men stadigvæk have fokus på at genskabe bedre betingelser for at liv og mangfoldighed kan folde sig ud. Og i Mortons ‘implosive holisme’ er der en frihed, i og med at delene stikker af fra helheden.

Vi får dermed hele tiden foræret nye døre, nye rabbit holes, som giver mulighed for at opdage en vidunderlig og magisk virkelighed, der overrasker os med sin kapacitet til at re-generere sig selv. Vi kan nøjes med at gøre meget mindre, end det kræver at holde den re-generative kraft nede.

Som Nora Bateson udtryker det (man må gerne læse det flere gange): “The way each flavor of the stories of this moment have produced their own puzzle, complete with transcontextual overlapping versions is remarkable, even terrible, but beautiful in its intricacy. It is fantastic. It is everywhere. It is a whirling maze of reiterations. A fugue of seductive cages for epistemology to stir itself into itself.” (Nora Bateson)

Bateson gør os opmærksomme på, at de nye fortællinger vi skaber, rummer et utal af nye udgange, som ikke indgår i den helhed, vi tror, vi kender som Verden. Delene, fortællingerne, er ikke bare underlagt diskursen og meningen – de rummer hele tiden nye veje ud af det kendte og forståelige. Og det gælder ikke kun fortællinger, det gælder i lige så høj grad subatomare enheder, svampenes mycelier, jordlagene, eller vejrfænomener.

Derfor er den regenerative ledelse en opdagelse af en kultur, hvor udforskning af forbindelser er vigtigere end at isolere og kontrollere liv. Kultur er måden, vi opfatter verden og virkeligheden, måden vi taler om den gennem sproget, og alle de stoflige møder mellem os selv og verden, alle medierne og tingene, som er så vigtige for hvordan vi ser os selv i verden.

Vi kommer ikke til at ændre vores adfærd så radikalt som vi har brug for i forhold til de tre store kriser: klimakrisen, biodiversitetskrisen, og befolkningskrisen, uden at ændre den måde vi ser os selv som del af verden. Kultur er selvfølgelig praksis, fordi det er igennem alle vores daglige gøremål og handlinger, at vi kan gøre den forskel og opdage den forskel, som der skal til.

Her ligger den store befrielse også: det er gennem tusinder af små handlinger, at regenerativ forandring opstår. Som den franske gartner, entomolog m.m. Gilles Clément siger: “Watching wasteland, I am not only fascinated by the energy of nature’s reclamation, I also want to know how to insert myself in the midst of this powerful flow.” Det gælder om at indgå et partnerskab, et fellowship, med verden. Hvert skridt er med til at forme en ny virkelighed, hvor vi bliver en lille smule mere venner med verden, en lille smule mere medskabere af betingelser der fremmer liv.

Regeneration starter med at acceptere, at alt, hvad vi gør, altid allerede er en del af økologier af levende, komplekse, adaptive systemer. Vi har, med Kim Gørtz’ ord, “ikke så meget at skulle have sagt” alene.

Selv vores store, tunge organisationer med tusinder af medarbejdere er bare levende og komplekse, et multivers af mønstre, der opfinder og danser. Hvis vi skal holde op med at gøre så meget skade på os selv (og derigennem til en sværm af andre arter og tilbage til os selv), kan vi begynde med at lytte. Vi kan begynde at danse med systemer, som udtrykt af Donella Meadows. Det nytter ikke så meget at tage afstand for at analysere og designe reparationer af ødelæggelsen. Vi må blive og handle indefra, lige dér hvor der er mest feedback hele tiden. Dermed handler det regenerative paradigme også helt jordnært om at finde hjem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.