Viden

fra os til dig

Hvad har Aristoteles og protreptikken at gøre med ledelse og fællesskab?

Jesper Alstrøm / [email protected]

Lad ham som vil bevæge verden, først bevæge sig selv gennem det væsentlige

(Sokrates 460-399 F.Kr.)

Hvordan kan vi vende os selv som mennesker, kollegaer, ledere og organisationer mod det væsentlige? Hvad vil det egentlige sige at vende sig mod det væsentlige? Og hvad er det vi skal vende os imod?

Svarene finder vi muligvis ved hjælp af protreptikken. Men først må vi lige have på plads, hvad protreptik i det hele taget er.

Der råbes vidt og bredt – buzzwords om værdier, ledelse og organisationer

Tiden er fyldt af begreber og ord som bæredygtig ledelse, regenerativ ledelse, ledelse af resiliensen, agil ledelse, implementeringsledelse, versatil ledelse, paradoksledelse, pædagogisk ledelse, transformativ ledelse, værdiledelse, frisættende ledelse, selvledelse, digital ledelse og ikke mindst personlig ledelse.

Vi støder på overskrifter som ”Den klassiske lederrolle og organisation er under afvikling”, ”Moderne ledelse kræver transformation”, ”Slip den indre leder løs og sæt organisationen fri”, og senest kunne man i artiklen på nyhedsmediet Mandag Morgen d. 2.6.2021 læse overskriften ”Hvad foreslår du? – er et undervurderet ledelsesværktøj”.

Nye og anderledes produktive ledelses- og organisationsformer udfordrer og fordrer mere end fine ”ord” og populistiske slogans om ledelse, fællesskab, medmenneskelighed, bæredygtighed, frihed, tillid osv.

Ordene og begreberne skal udvikles og udfoldes, så de giver mening og får liv hos den enkelte og i fællesskabet. Og til det formål er protreptikken oplagt.

Det hele startede med Aristoteles

Men inden jeg tager fat på protreptikken, bliver jeg nødt til at starte ved retorikken.

De fleste af os kender ordet retorik. Det kommer fra græsk (retoriké tékne = talekunst) og betyder læren om god talekunst. Det er kunsten at udtrykke sig sprogligt med det formål at overbevise andre om sit synspunkt med appelformer som logos, patos og ethos.

Vi kender det i hverdagslivet, i diskussioner, i skænderier og i møder, både i det virkelige liv og på sociale medier. Vi udøver det hele tiden, og det er et uundværligt redskab for os som mennesker.

I den vestlige filosofis vugge og vorden (filosofi kommer af græsk philia = venskab og Sophia = visdommens gudinde) på mesterfilosofferne Sokrates, Platon og Aristoteles tid tilhørte datidens debattører og spindoktorer den intellektuelle skole Sofisme (også af græsk Sophia = visdom).

Sofisterne virkede i Athen og omegne, hvor de mod betaling underviste datidens rigmænd, ledere og politikere i historie og grammatik, men især også i retorik.

Datidens filosoffer med Sokrates, Platon og Aristoteles i spidsen mente, at sofisterne var populistiske og ikke sandhedssøgende. Det var Platon, der på denne baggrund, og måske noget uberettiget, gjorde en sofist til en person, der med veltalenhed og spidsfindige argumenter søger at overtale eller overbevise andre uanset formål.

Hvor sofisterne fik ry for at anvende deres indsigt i talekunsten til skrupelløst og mod bedre vidende at bruge alle midler til at få ret, grundlagde Aristoteles en mere systematisk lære om retorikken.

Hans teori om retorik som argumentation og sprog var baseret på en analyse af talens funktion i forhold til at overbevise et publikum, men også til at vende dem mod det væsentlige.

Aristoteles formulerede de tre appelformer logos, patos og ethos, der havde forskellige mål i sigte: Logos appellerer til fornuften, at begribe og fatte, at give mening. Patos appellerer til stemninger og følelser, at fornemme, mærke og skabe betydning. Ethos appellerer til troværdighed, tillid, moral og etik, at handle og gøre og leve derefter.

Som 27-årigt medlem af det Platoniske akademi udgav Aristoteles værket Protrepticus, hvor ”Hovedtesen er, at intellektuel og moralsk erkendelse hænger sammen, og at teoretisk erkendelse er normativ også i praktisk politisk liv” (Som Kim Gørtz skriver i sin bog Protreptik for viderekomne).

Det blev startskuddet til protreptikken som et sandhedssøgende moralsk etisk dannelsesprogram inden for praksisfilosofien på de antikke græske ledelsesakademier.

Protreptik – betydning og ophav

Selve ordet protreptik kommer af verbet trépo, der betyder at dreje, konvertere eller vende sig mod sig selv.

Med protreptikken opfordrede Aristoteles mennesket til at vende sig mod det væsentlige – med andre ord til at filosofere og søge visdom. Han skriver i sit mesterværk Etikken:

at målet er at lære den enkelte, at det optimale er at gøre det gode for det godes egen skyld, ikke af pligt eller ud fra refleksion

Han skriver desuden at individuel lykke, fællesskabets lykke, det gode og den gode verdensudvikling kommer ud af en filosofisk tilgang til livet.

Som filosof Kim Gørtz og Mette Mejlhede skriver i ’Protreptik i Praksis’:

Da Aristoteles og hans skole var meget konkret og handlingsorienteret samt dybt interesseret og involveret i detpraktiske liv, kan der for os at se ikke herske nogen tvivl om, at netop Protrepticus og den dertil knyttede hensigt må have haft samme orientering.

Den dialogiske kunstart sigter helt konkret efter at få livslykken til at ske, dvs. gøre mennesker i stand til at føre samtaler, som får dem at blive klogere på, mere engageret i og dybt forbundet til de væsentlige kræfter og muligheder i deres respektive virke og levede liv.

Målet er også at skærpe det enkelte menneskes bevidsthed om, hvad der er væsentligt i deres liv og derfra at blive i stand til at prioritere derefter” (Kim Gørtz og Mette Mejlhede s. 15, Protreptik i Praksis)

Protreptikken kaldes også for ”kongespejlet”, og kan ses som et normativt spejl, hvori mennesket kan se sig selv, som de er, som de burde være, og som det de har mulighed for at blive til.

Den græske firkant

Aristoteles gik videnskabeligt til værks i sin afdækning af alt, hvad han foretog sig, heriblandt hans lære om kausalitet, dvs. om årsag og virkning. Han gik på opdagelse og undersøgte det ukendte ved at spørge til følgende ting:

Dets effektive årsag (causa efficiens): Hvor kommer det fra, hvad har afstedkommet det?

Dets formål og fremtid (causa finalis): Hvad er dets formål?

Dets form (causa formalis): Hvilken form/former har det

Dets indhold og materiale (causa matetialis): Hvad er det gjort af?

Samt til negationerne af det, dets væsen og dets væsentlighed.

Aristoteles var balance- og midtpunktsøgende heraf udtrykket ”Den gyldne middelvej”. Han var fx optaget af balancen i livet, mellem den enkelte og fællesskabet, i samfundet og naturen, mellem det gode og det onde, det sande og usande, det retfærdige og uretfærdige, det skønne og uskønne, og han mente, at ved at mestre denne balancekunst i livet, fandt man vejen til at lykkes.

Via bl.a. de fire kausaliteter analyserede Aristoteles sig frem til, at alle værdier kunne føres tilbage til fire grundlæggende værdier, og at friheden og lykke var i centrum af disse. Resultatet blev den såkaldte ”Græske firkant”:

Den græske firkant

Det gode                     = Etikken (Det gode er grundværdien i etikken)

Det retfærdige            = Politik

Det sande                    = Videnskaben

Det skønne                  = Æstetikken, poetikken

De erfaringer han gjorde sig i sin afdækning af kausaliteten tog Aristoteles med sig videre til protreptikken, hvor man fx kan stille spørgsmål som: Hvad er god ledelse? Hvornår er ledelse ond? Hvad er sand ledelse? Hvornår er ledelse uretfærdig? Hvori består skønhedens i ledelse? Hvornår er ledelse grim? Hvordan frisætter ledelse? Hvornår lykkes ledelse? Hvornår forsvinder ledelse?

Protreptikken dannede skole på executive academies for herskere, politikere og hærchefer, og dominerede lederuddannelse indtil nye former for ledelsesakademier skød frem i 1800-tallet. Protreptikken blev herefter ”glemt”, mens ledelsesfilosofien i utallige retninger fik sin egen plads på akademier og Business Schools verden over.

Protreptikken i dag

Hvad har det så med os at gøre i dag? Hvis vi med min indledning og alle de ufattelig mange ledelsesord og retninger in mente kigger på, hvad vi ellers har af konsulent- og mediebrancher, spindoktorer, begreber som fake news og green washing, for ikke at glemme herskere som Donald Trump, Vladimir Putin… eller Sigurd (undskyld navnet) lige nede om hjørnet, så har vi svaret.

Med fænomener som ovenstående, så synes jeg, at svaret på spørgsmålet om, horvidt vi har brug for et normativt spejl eller ej, hvori vi kan se os selv, som vi er, og hvori vi kan se, hvem vi og fællesskabet er, og hvem vi har mulighed for at blive er et rungende ja.

Selvom protreptik har sine rødder i antikkens filosofi, er den heldigvis genopdaget, revitaliseret og udfoldet af gode nulevende mennesker som Ole Fogh Kirkeby, Kim Gørtz, Mette Mejlhede og Jens Larsen m.fl. Der udbydes endda uddannelser og kurser i protreptik, og det praktiseres i virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner.

Den lever og videreudvikles altså af undervisere, coaches og filosoffer, og i sin nutidige form giver protreptik et bud på en metode til at vende ledere og medarbejdere mod det, der er væsentligt for dem selv, organisationen og arbejdsfællesskaber.

I stedet for kun at fokusere på f.eks. konkrete arbejdsmæssige problemstillinger, sætter protreptikken og dialogen fokus på vigtige begreber og værdier på et mere alment og abstrakt plan. Dette sker ved at lader ordene, begreberne og værdierne få en stemme, og ikke gennem diverse intimteknologier eller en refleksiv psykologisering af hændelser, men gennem en normativ søgen efter begrebets og værdiens substans for den enkelte og for fællesskabet.

Som ledelsesfilosoffen Ole Fogh Kirkeby skriver:

Idéen er grundlæggende, at forståelsen af væsentlige personlige og organisatoriske begreber og værdier har afgørende indflydelse på ledelses- og arbejdspraksis.

Så hvis vi vil udvikle og forandre den organisatoriske ledelses- og arbejdspraksis forudsætter det først og fremmest en begrebslig og værdimæssig nyorientering.

Protreptikken er en metode til at gøre ledelse i organisationer langt mere ordentlig og virkningsfuld, og det er en tilgang til at forstå og udvikle ledelse for ledere, der ønsker at udforske måden at lede på og som tager vores skelnen mellem lederen som leder, medarbejder og menneske alvorligt.

Protreptisk dialog og coaching har således til hensigt ”at vende et menneske mod det væsentlige i dets hele liv”, mod de grundværdier, normer, idealer, drømme og ideer, der er grundlaget for den menneskelige, professionelle og faglige identitet.

Sådan gør man

Hvordan kan vi spørge ind til det væsentlige og betydningsfulde i livet? Hvorfor tænker, føler og handler vi som vi gør i arbejdslivet og i livet generelt?

For at finde svarene kan vi være opmærksomme og søgende efter væsentlige ord og begreber, der betyder noget – de ord og begreber der er på spil for den enkelte, for fællesskabet og for organisationen.

Vi kan spørge gennem Aristoteles’ tre appelformer logos, patos, og ethos, og gennem dialogen spørge ind til:

* Hvad er ordets mening? Vi skal afdække meningen i og med begrebet rent logisk så vi fatter og begriber ordet

* Hvad er ordets betydning? Vi går fra menings- til betydningsplan, kigger på stemninger og tilstande, og mærker ordet

* Hvilke værdier ligger bag ordet? Hvad er livet i værdien, værdien i livet, øjeblikket og åbenbarelsen, når ordet sker?

Et eksempel

Et eksempel lånt fra Ole Fogh Kirkeby er hans analyse af ansvar.

Ordet analyseres i en dialog mellem protreptikeren og den enkelte ud fra de betydningsdimensioner, der ligger gemt i ordet. Ansvar indeholder jo begrebet svar, og det må derfor forudsætte et spørgsmål. Men hvem spørger, hvad spørges der om, hvem svarer og hvordan?

Gennem denne analyse når man lidt efter lidt dels til de begreber, der er beslægtede med ordet, her tillid, medfølelse, beslutningsret og –pligt, legitimitet, etc. Og man når lidt efter lidt til de basale normer, der er ordets grundlag, her retfærdighed, medmenneskelighed, etc.

Disse normer tilhører alle, men den enkeltes forhold til dem er helt afgørende for hendes evne til at forstår, hvorfor hun gør det, hun gør, og for at hun kan sige JA eller NEJ til de krav, der stilles i organisationen.

Læg mærke til, at der i de angivne spørgsmål spørges normativt og afdækkende i forhold til mening, betydning og værdierne bag ordne, og at der ikke gøres brug af spørgsmål som ”Hvad synes du…?” og ”Fortæl om en situation hvor du oplevede…”

Ved denne afpsykologisering og eksternalisering åbnes der for en mindre intimiderende samtale, der giver rum til en mere frisat og symmetrisk dialog, hvor begrebet i sig selv kan få sin egen ”stemme og ret til spørgen” – fx spørgsmål som dette: Hvad vil ledelse selv sige at god ledelse er?

Som filosof Kim Gørtz skriver i 2010:

”Centralt i protreptikken står bestræbelserne mod at generere nyttige og forsonende begreber som kan ophæve, facilitere eller drive processer ind i nye begrebslogikker.

Protreptikkens intention med dette tankefulde arbejde handler om, at forsone splittelser og forene modstridende organisatoriske logikker hen imod skabelse af nye levende begreber, som faktisk giver mulighed for at sammentænke på nye og mere nyttige måder til gavn for den enkelte og arbejdsfællesskabet.

Det er således protreptikkens aktivitet, kvalitet og ambition at støtte overvindelse af forståelsesmæssige barrierer og praksisrelaterede konflikter i organisationen” (Kim Gørtz, 2010).

En lille øvelse – anderledes spørgsmål giver anderledes svar

I det følgende er der en lang række spørgsmål indenfor logos, patos og ethos, der kan varieres via negationer (F.eks. ”Hvad består ansvar af? Hvad består ansvar ikke af?”).

Ligesom drejningen i spørgsmålet ”Hvornår er ledelse god? Hvornår er ledelse ond?”

Eller små ændringer som ”Hvornår gør ledelse godt? Hvornår gør ledelse ondt? Hvad er værd at lede efter?”

Spørgsmålene kan bruges som en protreptisk øvelse. Lad mig sige med det samme, at man selvfølgelig ikke behøver at gå igennem alle spørgsmålene, og at 10-15 minutters dialog to og to eller i en gruppe, kan bringe meget med sig. Men prøv, om I kan lokalisere, hvorfra der spørges ift. logos, patos og ethos.

Måske kan vi sammen blive klogere på, hvad det egentlig er, vi siger og mener, og hvad der betyder noget i begreber som frisættende, regenerativt, bæredygtig ledelse osv.

I kan selv genere spørgsmål, bruge jeres eget sprog, og selv indsætte de ord, der lige nu er væsentlige og betydningsfulde for jer selv, for fællesskabet og for jeres organisation.

Men prøv fx at indsætte ord som ledelse, integritet, autentisk, ansvar, tillid, kærlighed, og læg mærke til, hvad spørgsmålene vækker til live af tanker, stemninger, handlinger og efterfølgende refleksioner:

  1. Hvor kommer ……..fra?
  2. Hvad består ……..af?
  3. Hvordan finder ……sted?
  4. Hvad relaterer ….sig til?
  5. Hvad er det modsatte af……?
  6. Hvad er kvaliteten i ……?
  7. Så hvad fortæller det os om det centrale i ….. ?
  8. Hvilke former har ……?
  9. Er der en grundstemning når man træder ind i ..…?
  10. Hvad vil det sige at se andre som….?
  11. Hvad vil det sige at andre ser en som …… ?
  12. Hvad vil det sige at tage …… for sig selv?
  13. Så hvad fortæller det os om …..betydning i et levede liv?
  14. Hvordan forholder ….. til sig selv?
  15. Hvad vil retfærdigheden stemme sige til …..?
  16. Hvad vil godhedens stemme sige til …..?
  17. Hvad vil frihedens stemme sige til …..?
  18. Hvad vil …. sige til menneskeheden?
  19. Hvis du vælger …… ud i dets væsentlige vej, hvor bevæger du dig så hen?

Afrunding

Lad mig slutte, hvor jeg startede, nemlig med Sokrates’ ord:

Lad ham som vil bevæge verden, først bevæge sig selv gennem det væsentlige

Vi kan starte med et selvcheck og se os selv i det normative ”kongespejl”. Ved hjælp af det selvcheck kan vi konfronteres med og reflektere over egne grundværdier, vores etiske ståsted, vores etiske bæredygtighed og handlinger, men også blive mindet om at huske at styrke troen på os selv og troen på fællesskabet.

Det er det personlig ledelse handler om: ved at blive konfronteret med sine egne grundværdier og få afdækket sit mulige selvbedrag, får man styrket troen på sig selv, og man bliver derved i stand til, som Aristoteles formulerede det, ”at gå den gode vej”.

Og som svar på mine egne indledende spørgsmål, så mener jeg at protreptik kan understøtte vejen til mere frisatte organisationer og et frisættende lederskab, hvor vi fjerner os fra management programmer, ritualer, regler og kontrol.

Så hvorfor Protreptik?

Mit svar er, at protreptik kan gøre lederskab, fællesskab og arbejdslivet mere befriende og levende ved at åbne for:

At forstå ord og begrebers betydning og bruge det i sit liv, som leder og i organisationer

At balancere personlige og kollektive værdier

At gøre værdier differentierede, konkrete og forpligtende

At virkeliggøre værdier, alene og i fællesskab

At skabe berigende, symmetriske og værdifulde dialoger

At søge mennesket og lykkes i fællesskaber

I min næste blog vil jeg gå tættere på Aristoteles, lykken og protreptik i ledelse. Er du imidlertid blevet interesseret i at læse mere om protreptik, kan jeg anbefale: ”Protreptik i praksis”, Kim Gørtz og Mette Mejlhede – ”PROTREPTIK Filosofisk Coaching i ledelse”, Ole Fogh Kirkeby, Tobias Dam Hede, Mette Mejlhede, Jens Larsen – ”Protreptik for viderekomne”, Kim Gørtz – Etikken, Aristoteles.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Protreptik