Begrebet ‘Ånd’ vil i den her korte tekst lede os ad to stier – to spørgsmål: det ene er: hvad betyder ånd i en nutidig sammenhæng? Vi tager lige et lyndyk ned i historien og op igen, både fordi vi har oplevet, ved at lytte til vandrørene til møder og andre sociale medier, at åndens genkomst spøger (igen). Og fordi vi har oplevet, at begrebet rummer noget, der ikke bare handler om at spøge, men om at bebo og organisere. Her vil jeg trække på en artikel, som Thomas Burø og jeg skrev sammen, med afsæt i Thomas’ feltarbejde i en dansk landsby.
Det andet spørgsmål er, hvordan et ‘genfødt’, genfortolket begreb om ånd kan sættes ind i en transformatorisk og regenerativ sammenhæng. Kunne ånden være et af flere pejlemærker ind i og midt i transformationen? Hvilke krav stiller det, hvis vi ikke bare ser ånd som del af en transformation, men også holder fast i det regenerative perspektiv, så ånd er en del af en given sig hen til liv – menneskeligt såvel som mere-end-menneskeligt? Alt sammen i smagsprøve-længde, som en åbning, der vil blive forløst senere.
Lyndyk: en ekstrem kort historie om ånd
Tilbage til Atman i de ayurvediske skrifter, videre op gennem ædm og ònd i oldengelsk og oldnordisk, breath, ånde/ånd, videre op igennem Herders and Hegels Geist, er ånd en væren, en helhed, en totalitet. I og med, at den har helhed og væren, har den også ikke-væren. Den er det, som er allevegne, bag alting, i alting. Den kan forandre sig, være dynamisk, den indeholder sin egen ikke-væren som en slags umulig Anden (Hegel) – eller som i det kinesiske begreb Bian Hua, som den forandring, der rummer sin egen fremtidige tilstand boende i sig.
Vi kender det begreb om ånd fra den danske nationalromantik som ideen om en ‘folkeånd’, en forenet kosmisk helhed forbundet med en besjælet natur. Og vi genkender det i en længsel og fornemmelse, som vi hører omkring os til møder og workshops. En længsel efter at åbne sig for noget, der forbinder – og en fornemmelse af, at den åbning allerede er i gang med at finde sted uden at vide, hvordan den kan finde plads i en i affortryllet arbejds- og produktionsverden.
Der er også en måde at forstå ånd på, som piller helheden fra hinanden – deler den op. Det fandt vi hos Marx eller Weber. I den forståelse indgår stofligheden, materialiteten, enten som den anden side af det åndelige som hos Marx, som en indgroet del af ånden, når den deles i fælleden og fællesskabet. Den sidste forståelse finder vi så forskellige steder, som i de østafrikanske begreber Ubuntu, Omenala og Umunne/a (Nnoli-Edozien:336) – og i fælleden, som den genskabes i nyere ‘commoning’ teori – og praksis.
Den drejning, som ånden tager i det 20. århundrede i Europa og Nordamerika, og som den har haft med sig hele tiden i Østafrika, handler altså om at organisere. Og det var netop det samme, som Burø fandt i landsbyen: ja, ånd er. Men ånd er ikke ‘bare’ noget, vi inhalerer og puster ud igen (in-spiration, expiration). Det er noget, vi træder ind i og bebor – og bebos af. Derfor kan vi pege på det, vi kan sige, hvor det findes, og vi kan selv gå derhen og blive del af den organisering, som er ånd (Burø & Koefoed).
Og det stemmer faktisk ganske godt overens med den nylæsning af Weber, som sociologerne Boltanski og Chiapello gennemfører i deres Le Nouvel Esprit du Capitalisme (Kapitalismens nye ånd) i 1990’erne. De identificerer et særligt sæt af værdier, praksisser og organisering, som lever gennem gentagen, social og kulturel aktualisering. Man kunne trække en forbindelse til Gregory Bateson og hans ‘mind’ som “the pattern that connects” (Steps to an Ecology of Mind): ånd er praksis, der forbinder sig til tanken, gennem mønsterdannelse, der skaber forbindelser mellem mennesker (og andre væsener og steder osv.).
Ånd er altså, for at fortsætte helt ind i organisering, både det, der organiserer og samtidig del af det, som organiseres i commoning. Der er endda en vis lighed med et begreb om aura hos Benjamin, idet vi fx ville kunne finde ånd som commoming på mange steder med særlig betydning: Hellige steder, særlige steder, men også banegårde, markedspladser, for slet ikke at tale om indgange og udgange: portalerne, der bevarer deres ånd selv længe efter at de, som har opført dem, er døde.
Det sidste twist vi tog i artiklen om ånd var en omvej via dekonstruktion (den skæve, men nære læsning af enhver sammenhæng, en læsning, der også afdækker forbindelser, hvor energi organiseres, som fx den voldsomt kønnede struktur i vestlig kultur), biologi (de sidste årtiers eksplosion af opdagelser af forskel i livsformers organisering fra svampe til planter til fugle til bakterier – og vores placering midt i “the trouble”, som Haraway siger), kvantefysik (den vibrerende stoflighed, som vi skrev om for et par uger siden, men også refleksioner hos fx Bohm om forholdet mellem indfoldede og udfoldede ordener) – og endelig kunstens beboelse af ghosts, monsters (Tsing & Bubandt mfl), reenchantment (Stiegler mfl.) og kropslige undersøgelser af den dybeste forbindelse – at blive så meget ét med et sted, at kroppen kan siges kun at være ånd (som i Inseparable Together https://www.inseparabletogether.dk/).
Ud af den kringlede omvej kom bl.a., at ånd er et virtuelt væsen: det er og det er ikke, den er fortid og nutid og fremtid, den både er her og er her ikke, men når den er der, er den allevegne, selv når vi ikke kan se den. Den er både i gravhøje, højskolesale og på stierne mellem huse. Den kan overleve tusinder af år, og alligevel er den i hverdagens daglige gøremål. Den synes at være både anamnetisk (som en sjælelig erindring) og hypomnetisk (som en tingsligt indlejret erindring), og den overskrider grænserne mellem arter og livsformer, som de sidste par årtier har lært os (se listen af kilder i artiklen). Den kan både røres og berøre, men den smutter også mellem fingrene, hvis vi kun gør den til en ting.
Ånden som regenerativ fælled
Ånden er altså delt, men kan ikke ejes. Måske kan vi komme det nærmere via Étienne Sourieau, som skrev om tilegnelse – og det er jo lige netop det, vi fandt frem til i landsbyen: Tilegnelsen (af ånd, i ånd) er ikke en handling, hvor vi tager en ting og gør os til ejere over det. Tilegnelsen er derimod en tilpasning, der gør os egnede til at være i dets væren. “In other words, to make something exist in its own right” (Despret). At tilegne sig noget er at lade det eksistere in its own right, som dets egen væren. Kunne det være en formel for vores omgang med ånd – og dermed en formel for vores omgang med hinanden, med verden – og altså også en indgang til det at organisere, som kommer tættere på en forståelse af det regenerative?
Ånd er altså en måde at være i et sted, med et sted. Den består af en daglig tilegnelse af praksisser, som forbinder. Når vi lægger nogle af de mange former af ånd sammen, som er beskrevet herover, handler de om at bebo på en måde, hvor vi tilegner os et sted hver eneste dag, og samtidig bliver formet af stedet, formet af vores egne handlinger, og af de handlinger, som svarer på vores handlinger. Det minder meget om den beskrivelse af territorialiseringen, som Despret beskriver i sin fuglebog (se et af de tidligere begreber). Her er territoriet ikke så meget noget med at tage og sætte nogle bestemte grænser for det, der er mit/vores område. Det er mere territorialisering som en dans, et væv af rytmer og intensiteter, hvor kroppene besiddes af territoriet lige så meget, som de besidder det.
Tænk en ‘corporate’ kontorbygning med dens pragmatiske placering tæt på vej, parkering og offentlige transportmidler. Måske er den endda tæt på en form for naturlandskab, som Novos bygning ved Utterslev Mose eller Mercedes’ kontorer ved Amager Fælled. Alt er i orden, alt er færdigt, alt er designet til at fungere til netop det formål som bygningen er tegnet til. Og her sniger sig allerede noget ind – for, at en åndfuld dans, en regenerativ territorialisering kan finde sted, skal der så ikke netop være plads til forskel, plads til dans, plads til at gøre noget andet end det samme, dag efter dag? Ingen organisation lever uden fornyelse, for så dør den.
Det ved alle organisationer i dag. Derfor er der også lommer i form af udviklingsprojekter, piloter, en vis grad af autonomi osv. I nogle af de mere autonome lommer er der i den senere tid begyndt at komme en reorganisering af arbejdstiden, men også af måden nogle af dens begivenheder foregår på. Man kommer mere ud at gå for eksempel – typisk med hinanden, så taler man så godt. Men så har vi indtil videre kun territorialiseret hinanden. Det er en rent menneskelig ånd, der bliver blandet. Og dermed er den kun delvist menneskelig, kunne vi være så frække at påstå. Der mangler den del af ånden, som bor i træet, i fuglenes flugt, i vandet. Den mangler at territorialisere sig, at tilegne sig, den verden, der rækker ud over det indelukkede, indendørs, projektbaserede, affortryllede menneske i dets ‘iron grid’.
Så den lille læring vi måske kan tage med fra vores lille runde med ånd her er: når ånden forbinder os, sker det både gennem vores egne handlinger, vores omgang med hinanden. Det sker samtidig med de andre livsformer og elementer, der udgør stederne. Ikke mindst fordi de er med til at bære erindringen, den lange erindring, der rækker både længere bagud og længere frem end fx en organisations hukommelse. Eller et menneskes for den sags skyld (selvom vi i princippet er 3.8 mia. år gamle). Og det sker, ikke mindst, gennem bevægelser i verden på steder, der har fået lov til at leve og bevare en diversitet, som kendetegner det levende sted. For netop her kan vi genopdage det uforudsete, det, der ikke er som os selv, det, som kalder på en anden stemme, et tvist af åndens mønster, der forbinder.
Læs mere:
Nnoli-Edozien, Ndidi (2022): Memory of Our Collective Future. In: P. Künkel & K.V. Ragnarsdottir: Transformation Literacy – Pathways to Regenerative Civilizations. Springer Verlag.
Vinciane Despret (2021): Living as a Bird. Polity Press.
Thomas Burø og Oleg Koefoed (2021): Organising Spirit. https://doi.org/10.1080/14759551.2020.1821201